Borgere i Region Syddanmark har problemer med at bestille tid til vaccinestik på grund af tekniske problemer.
Det skriver Region Syddanmark.
Borgerne kan godt finde tid til første stik, men de kan ikke finde en tid til stik nummer to, og man skal vælge to tider, før man kan gennemføre bookingen. Det skaber frustration, lyder det fra Kurt Espersen, koncerndirektør i regionen:
»Det er en virkelig frustrerende situation at stå i, når man gerne vil gøre sin borgerpligt og blive vaccineret - og måske ovenikøbet har ventet i kø for at komme til at booke en tid. Vi har fået rigtig mange henvendelser fra borgere, der er trætte af det, og vi arbejder på højttryk for at få det løst. Jeg håber, at de berørte borgere vil bære over med os og holde en god tone over for de mange medarbejdere, der sidder og besvarer opkald. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe så mange som muligt, så hurtigt som muligt.«
Folk bliver vaccineret i takt med, at vaccinerne lander i Region Syddanmark, lover han. Man regner med at have problemet løst i starten af næste uge.