Teknisk fejl lammer verdens tredjestørste børs

Børsen i Tokyo er tvunget til at holde lukket torsdag på grund af tekniske vanskeligheder. Andre store børser i Japan oplever også problemer. Japan Exchange group afviser, at der er tale om et hackerangreb.

Børsen i Tokyo, der er den tredjestørste børs i verden, er torsdag morgen blevet ramt af en teknisk fejl, som tvinger børsen til at lukke resten af dagen.

Det skriver Berlingske.

Børsen meldte ud om problemerne lidt inden den normale åbningstid klokken 9 lokal tid, og fejlen rammer samme dag, hvor væsentlige økonomiske tal ellers skulle offentliggøres.

Og den store børs i Tokyo er ikke alene om at have it-vanskeligheder. Børserne i Nagoya, Fukouka og Sapporo oplever også tekniske udfordringer.

Fælles for børserne er, at de bruger et system fra den japanske it-virksomhed Fujitsu, men det er endnu uklart, om det er dette system, som er årsagen til nedbruddet.

Tidligere i år blev børsen i New Zealand ramt af et hackerangreb, som satte en stopper for handlen med aktier i fire dage. Japan Exchange group afviser dog, at torsdagens it-problemer i Tokyo skyldes it-angreb.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere