Teknikken drillede ved Danmarks største eSports-event: Fredag aften gik i sort

Illustration: Morten Egedal
Fredag og lørdag skulle Danmarks hidtil største eSports-event, Blast Pro Series, afvikles i Royal Arena i København. Problemer med servere og netværk gjorde dog, at der fredag aften ikke blev spillet en eneste kamp.

Tekniske problemer betød, at der ved Blast Pro Series slet ikke blev spillet en eneste kamp fredag aften. Derfor blev kampene, der skulle have været spillet om fredagen, spillet lørdag morgen - før publikum kunne komme ind.

Royal Arena i København skulle i weekenden fyldes med Counter-Strike-fans, der skulle se seks af verdens bedste hold tørne sammen. Men i stedet endte fredag aften med at blive en håndfuld værter, der padlede, så godt de kunne, i timevis, da arrangørerne ikke kunne få sat spillene i gang.

»Vi oplevede desværre det, der ellers ikke kan og slet ikke bør ske. En kombination af netværks- og serverfejl betød, at vi ikke kunne afvikle kampene som planlagt. Vi forsøgte ad flere omgange, men det lykkedes ikke at få et stabilt netværk sat op,« skriver Steen Laursen, VP Comms & Brand, Rfrsh Entertainment i en mail.

Efter tre timer på skærmen måtte værterne til sidst erkende, at det ikke ville blive muligt at spille en eneste kamp fredag aften, men at kampene i stedet måtte afvikles på et andet tidspunkt.

Arrangører og teknikere arbejdede hele natten for at sikre, at alt virkede lørdag, hvor alle kampene nu skulle spilles. Der blev udført stresstests, og det lykkedes da også arrangørerne at få lavet et setup, der fungerede.

Blast Pro Series kunne derfor succesfuldt blive gennemført i løbet af lørdagen - da havde både spillere, arrangører og andre involverede dog arbejdet i langt over 13 timer i træk.

»Vi er ikke tilfredse med fredagens arrangement og starten på turneringen, men vi er ovenud tilfredse med lørdagens event i Royal Arena,« skriver Steen Laursen.

Mindre tekniske, kosmetiske fejl

Da turneringen faktisk kom i gang, forløb det med en masse specielle nye overlays (en type grafik), mange storskærme, lys, lyd, pyroteknik og brug af Royal Arenas lysbanner.

Mens meget fungerede ganske fint, var der stadig en række kosmetiske problemer, hvor deres hjemmelavede overlay havde forsinkelse, der var udfald på nogle af skærmene, og under en af eventets største kampe blev seerne disconnected fra serveren. Det var spillerne dog ikke klar over, så spillet fortsatte - uden at seerne kunne følge med.

Hvis man ikke følger eSports-scenen, skal det for god ordens skyld nævnes, at tekniske problemer er en naturlig del af store turneringer, men det plejer dog at betyde mindre forsinkelser - ikke at det er umuligt at spille en hel aften.

Royal Arena har et lysbanner, der løber mellem den øvre og nedre tribune. Hvis terroristerne i spillet plantede bomben, blev banneret til en lunte, der løb rundt i hele arenaen, så publikum kunne følge med - og dét fungerede rigtigt godt. Samtidig viste det et samspil mellem spillet og arenaen, der gav publikum en lille unik oplevelse.

Version2 er blevet lovet et opfølgende interview om, præcis hvad der gik galt med teknikken.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Wøbbe

"Royal Arena har et lysbanner, der løber mellem den øvre og nedre tribune. Hvis terroristerne i spillet plantede bomben, blev banneret til en lunte, der løb rundt i hele arenaen, så publikum kunne følge med "

Super fed ide!

  • 3
  • 0
Artur Meinild

"Royal Arena har et lysbanner, der løber mellem den øvre og nedre tribune. Hvis terroristerne i spillet plantede bomben, blev banneret til en lunte, der løb rundt i hele arenaen, så publikum kunne følge med "

Super fed ide!

Det fungerede bare så pissefedt - og kombineret med at alt lys i salen blev rødt når bomben var plantet, og hele scenen blev blæst med 12x pyro når bomben gik af. :-)

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere