En vietnamesisk teenager blev for nyligt fundet død i sin seng. Ved siden af sig havde hun en iPhone 6-oplader, men det er uklart, hvorvidt det er Apples egenproducerede eller en kopi.
Det skriver The Independent.
Den 14-årige Le Thi Xoan blev fundet bevidstløs i sin seng af forældrene. IPhone-opladeren ved siden af hende havde efterladt et brændemærke i sengen.
Politiets teori er foreløbigt, at han blev udsat for dødbringende elektriske stød, da hun i søvne rullede oven på opladeren.
Hun blev hastet til hospitalet, men hendes liv stod ikke til at redde.
Det er endnu ikke lykkedes The Independent at få en kommentar fra Apple, som derfor hverken be- eller afkræfter, at opladeren stammer fra deres egen fabrik.
Den foreløbige teori er dog, at der er tale om en kopi.