En teenager fra Melbourne i Australien er netop blevet kendt skyldig i at hacke Apples netværk og bruge adgangen til at downloade mere end 90 gigabyte data fra tech-gigantens servere. Det skriver The Age.
Af hensyn til drengens sikkerhed ville retten ikke afsløre, præcis hvilke data han havde trukket ud fra Apple. Drengens arbejde er nemlig meget kendt i hackerkredse, og man vurderer derfor, at en kobling mellem den dømte og hans konkrete arbejde vil udgøre en sikkerhedsrisiko.
Det fremgik desuden af retssagen, at den 16-årige dreng havde formået at holde sig skjult i et godt stykke tid og havde en ‘fuldt funktionel’ forbindelse ind i Apples systemer.
Da Apple opdagede ham i systemerne, fik de dog opsnappet serienumrene på de enheder, han hackede deres systemer fra, og de matchede serienumrene på de enheder, politiet fandt, da de ransagede drengen og hans forældres hjem.
Den endelige dom falder i næste uge, selvom drengen har erklæret sig skyldig i anklagerne. Det skyldes sagens kompleksitet.