Techmediet Radar bliver del af Teknologiens Mediehus
Techmediet Radar har over det sidste halvandet år bidraget væsentligt til at løfte dækning og debat af digitaliseringens samfundspåvirkning. Nu bliver Radar en del af Teknologiens Mediehus under Danmarks stærkeste samlede teknologiformidling.
Teknologiens Mediehus tæller i forvejen Ingeniøren, it-mediet Version2 og en portefølje på 10 højt specialiserede PRO-medier. Med købet af Radar, kommer et samlet abonnementstilbud, der både sikrer opdatering på nye teknologier, brancher, forskning og nu også i styrket form de politiske og samfundsmæssige konsekvenser af digitalisering.
“Teknologi og digitalisering kan ikke længere siges at være en afsides niche i medielandskabet. Det gennemsyrer alt i vores samfund fra den grønne omstilling til digitalisering og individuel såvel som national sikkerhed. Den dagsorden har hele tiden været kerne for Teknologiens Mediehus’ udgivelser, og med tilføjelsen af Radar styrker vi nu yderligere den politiske dækning af området,” siger Christina Blaagaard, administrerende direktør i Teknologiens Mediehus.
“Et vigtigt mål med tilføjelsen af Radar er også i endnu højere grad at nå ud til den målgruppe af beslutningstagere i det private, offentlige og politiske lag, som har en naturligt voksende interesse i teknologi uden selv at have teknologisk baggrund”, siger udviklingsdirektør Mette Vindfeld Rosendahl.
De to stiftere Peter Christian Bech-Nielsen og Mats Magnussen slutter sig i forbindelse med overtagelsen til Teknologiens Mediehuset som hhv politisk redaktør og undersøgende journalist.
Sammen med de øvrige journalister i Teknologiens Mediehus skal de være med til at forstærke huset som samlingspunkt for den mest seriøse debat om teknologi og digitalisering. Det sker både gennem journalistikken, gennem bidrag fra samfundsaktører og teknologer, gennem events, samt i direkte dialog med læserne på de debatsider, huset som et af de eneste i det danske mediebillede har formået at holde på egne sites og væk fra de sociale medier.
“I lyset af at tech-verdenen med bla. digitaliseringen og den grønne omstilling er rykket højt op på den politiske agenda, senest cementeret ved udnævnelsen af en digitaliseringsminister, er det helt oplagt for os at udbygge vores tech-journalistik med en fløj målrettet det politiske og administrative lag. Med Radar-teamet og Peter som politisk redaktør styrker vi vores vision om at sikre teknologiens stemme i udviklingen af vores samfund,” siger chefredaktør Trine Reitz Bjerregaard.
Radars chefredaktør Peter Christian Bech-Nielsen, der stadig vil lede Radar, glæder sig over makkerskabet med Teknologiens Mediehus.
“Vi har været i samtaler med flere store aktører på det danske mediemarked for at finde et sted, hvor Radar kan vokse og forfine sin kritiske og gravende techjournalistik, og her står Teknologiens Mediehus stærkt som aktør og uafhængigt mediehus, der kender vores marked ekstremt godt. Sammen kommer vi til at bringe dækningen af tech og digitalisering i samfund og politik op på et højere niveau,” siger han.
I den kommende tid vil Radar løbende blive integreret i Mediehusets øvrige abonnementstilbud, mens man vil fastholde selvstændig identitet, nyhedsbreve mm for brandet - ligesom det er tilfældet med de øvrige dele af husets portefølje.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.