Tech-giganterne skummer coronafløde og præsenterer kanonregnskaber

Illustration: YouTube
De helt store tech-giganter har haft kæmpe overskud det seneste kvartal, da mange forbrugere køber nye enheder og efterspørger mere cloud-lagring.

Under corona-pandemien har kunder opgraderet deres enheder og efterspurgt mere cloud-lagring, og det har skabt et fortsat stigende overskud for de helt store tech-giganter, viser nye tal fra virksomhederne.

Det skriver BBC.

I april, maj og juni har Apple næsten fordoblet sit overskud til 21,7 milliarder amerikanske dollars, da mange forbrugere har købt nye og dyrere iPhones.

»I dette kvartal har vores hold bygget videre på en periode med enestående innovation ved at dele stærke nye produkter med vores forbrugere i en tid, hvor brugen af teknologi, som kan forbinde mennesker overalt, aldrig har været vigtigere,« fortæller Tim Cook, CEO hos Apple, til BBC.

Han tilføjer, at Kina er tech-gigantens hurtigst voksende marked, hvor mange har investeret i Apple Watch og den nye iPhone 5.

Læs også: EU vil beskatte store teknologigiganter efter digital tilstedeværelse

I den samme periode har Microsoft haft et overskud på 16,5 milliarder amerikanske dollars, da mange af kunderne har købt cloud-tjenester og computerspil.

Også Googles moderselskab, Alphabet, fortæller om rekordhøjt overskud, som hovedsageligt skyldes en større investering i online-reklamer, der er målrettet forbrugere, som er fanget derhjemme under lockdown.

Virksomhedens videoplatform Youtube har i perioden haft et overskud på 7 milliarder amerikanske dollars - næsten dobbelt så højt som i samme periode sidste år, hvor overskuddet var på 3,81 milliarder dollars.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere