Tech-giganter sender 'kraftig opfordring' til Obama om ikke at lovgive imod kryptering
I ‘stærke vendinger’ har to brancheorganisationer, der tilsammen repræsenterer en lang række af verdens allerstørste it- og teknologivirksomheder, henvendt sig pr. brev til den amerikanske præsident og hans regering og advaret administrationen mod at tage lovmæssige skridt imod virksomhedernes ret til at tilbyde deres kunder stærk kryptering.
I disse måneder udspiller sig nemlig en decideret magtkamp mellem offentlige myndigheder verden over og den amerikanske teknologi-industri med vægtige virksomheder som Google, Apple, Facebook, IBM og Microsoft i spidsen.
Striden handler om virksomhedernes brug af kryptering indlejret i tjenester og produkter, som i stigende grad holder myndighederne uden for viden om indholdet af internettets kommunikation.
Det har ført til en bizar føljeton i mediebilledet, hvor diverse efterretningstjenester og myndigheder verden over på skift helt åbent har måttet bede de indflydelsesrige virksomheder om at skrue ned for krypteringsindsatsen eller som minimum give myndighederne en mulighed for at komme ind ad bagvejen.
Argumentet fra myndighedernes side er efterhånden gammelkendt og spiller på tonerne af national sikkerhed, men tiggergangen har indtil videre kun affødt stadig stærkere trodsreaktioner i Silicon Valley, hvilket igen har ført til provokerende udsagn som dette af chefen fra Europol Rob Wainwright:
»Vi er skuffede over den holdning, som nogle af disse firmaer udviser, og det føjer kun til vores problemer med at komme i besiddelse af kommunikationen mellem nogle af de farligste mennesker, der misbruger internettet,« som han sagde til BBC tilbage i marts.
Selvom regeringen endnu ikke er kommet med lovmæssige udspil på området, fortsætter retorikken mellem de to sider med at tage til.
Det kom blandt andet til udtryk, da en talsperson fra Det Hvide Hus gav udtryk for, ‘at virksomhederne ikke ville have lyst til at befinde sig i en situation, hvor deres teknologi kan være medskyldig i at hjælpe en person, der planlægger at udføre en voldelig handling.’
