TDC udruller landsdækkende netværk til Internet of Things

Illustration: TDC
Efter langs tid venten er TDC nu klar til at lancere deres lavfrekvente narrowband IoT-netværk. Storkøbenhavn er allerede dækket og netværket udbygges løbende

I den oprindelige udgave af denne artikel oplyste TDC, at de forventer at kunne levere et landsdækkende NB-IoT-netværk i Danmark i 2018. Efterfølgende har TDC henvendt sig til Version2 og oplyser nu, at de ikke kan garantere at udrulningen af et landsdækkende netværk er færdigt ved udgangen af 2018

Køleskabet, skraldespanden, cyklen, elmåleren, industrimaskinen eller pulsmåleren. Alle typer enheder bliver i disse år koblet på internettet og er kendt som Internet of Things(IoT). I dag bruges ofte konventionelle netværksteknologier som wifi og 3G-simkort.

Efter flere års ventetid er TDC Group nu begyndt udrulningen af et landsdækkende IoT-netværk direkte på sit eksisterende mobilnetværk, kaldet Narrow Band IoT (NB-IoT).

Læs også: TDC holder fast i proprietær IoT-standard - andre kører billig open source

Det er et såkaldt Low Power Wide Area-teknologi (LPWA) der er optimeret til Internet of Things-enheder, hvor der ofte kun sendes meget små datamængder fra sensorer.

»Nu er det tiden inde. Vi har en kæmpe fordel, da vi i forvejen har Danmarks bedste mobilnetværk med 4G til mere end 99 procent af danskerne. Når vi aktiverer det til IoT, vil danskere og virksomheder kunne bruge IoT-enheder alle steder – og selv mobile IoT-enheder som biler eller personligt sundhedsudstyr vil problemfrit kunne bruges landet over,« forklarer Marina Lønning, der er koncerndirektør i TDC Erhverv i en pressemeddelelse.

Standarden er i licenseret frekvensbånd i modsætning til andre lignende LPWAN-netværk som SigFox og LoRa, som allerede har eksisterende netværk i funktion i Danmark.

Læs også: TDC: Vi lancerer flere Internet of Things-tilbud i 2017 - med NarrowBand IoT-standard

Lavt energiforbrug

De lavfrekvente netværk bruger ikke meget energi, og batteritiden er ofte 10 år.

Når der sendes data på de lavfrekvente bølger, betyder det at mængden af data der kan transmitteres er dog væsentligt lavere.

Man kan eksempelvis ikke sende billeder eller video over forbindelsen, men oftest kun små tekstbeskeder med data fra sensorer.

I TDC Erhverv har man allerede lavet IoT- og Smart City-løsninger igennem en årrække, blandt via wifi eller konventionelle 3G-simkort. De løsninger oplyser TDC at man fortsætter med, på trods af det nye NB-IoT.

»Vi træder sporene, mens vi går, så sideløbende med at vi aktiverer vores IoT-netværk, vil vi teste yderligere på netværket og dets funktioner, så det bliver funktionelt og til gavn for vores kunder og partnere,« fortæller Marina Lønning.

Storkøbenhavn er klar

TDC Erhverv har blandt andet testet trafikløsninger, luftkvalitetssensorer, intelligente skraldespande, smarte elmålere og bærbart sundhedsudstyr med forskellige partnere. Og resultaterne er gode.

TDC Group har allerede dækket Storkøbenhavn, og nu er turen kommet til resten af landet. TDC Group planlægger landsdækkende udrulning i takt med, at partnere er klar til at tage IoT-netværket i brug.

NB-IoT standarden bruges også af andre teleoperatører, eksempelvis Telia, Deutsche Telekom, mens franske Orange sidste år droppede NB-IoT-standarden til fordel for LORA.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (12)
Carsten Kanstrup

NB-IoT standarden spænder vidt fra 20-250 kbit/s og fra 1,6-10 s latency; men TDC oplyser tilsyneladende hverken datahastighed, datakapacitet eller prisindikationer på deres hjemmeside.

F.eks. kan den lange latency give problemer. I mange situationer vil der typisk ske det, at der optræder en alarm eller en hændelse. Her kan 10 s initial responstid måske til nøds accepteres; men derefter vil man typisk starte en tovejs dialog med anlægget eller enheden, hvor selv 1,6 s er træls. Man kan også forestille sig en bilalarm med GPS, hvor 10 s for hver ny position, efter at bilen er stjålet, er alt for ringe.

Ved lidt mere krævende IoT anvendelser som f.eks. alarmsystemer er det også alt afgørende, at kommunikationen kontinuert kan overvåges f.eks. ved en heartbeat senest hvert 10. sekund, uden at den maksimale datamængde overskrides, eller det kommer til at koste en formue.

Det er det samme problem Sigfox også har. Den initiale responstid kan accepteres; men datakapaciteten på maksimalt 140 telegrammer pr. døgn er alt for ringe til både en kontinuert overvågning og til en dialog, og specielt på downloadsiden, som kun kan overføre sølle 8 bytes payload, er det ikke engang muligt at overføre bare én eneste 32 bit værdi med f.eks. en 29-31 bit identifier og en 15-20 bit checksum (CAN-B, Max-i). På uploadsiden, hvor 12 bytes er mulig, går det lige akkurat.

Desuden fokuserer man i de fleste systemer incl. NB-IoT, Sigfox og LoRa meget ensidigt på batteridrift, hvilket selvfølgelig er fint til skraldespande og lignende; men i mange andre situationer, som f.eks. alarmsystemer og procesovervågning, hvor man normalt har effekt nok, vil man være interesseret i at skrue lidt op for sendeeffekten for at få en mere stabil kommunikation. Hvis man f.eks. kan forbedre S/N forholdet en faktor N, vil fejlsandsynligheden typisk blive opløftet med potensen N, så f.eks. en uacceptabel fejlsandsynlighed på 0,01 bliver formindsket til i størrelsesordenen 0,000001, hvis S/N forøges en faktor 3, så der er rigtig meget at hente med små midler. Hvorfor skal overvågning af f.eks. hjem, procesanlæg og trafiklys lide under hvor meget kapacitet, der er i et AAA-batteri?

I mange situationer som f.eks. nabohjælp/naboovervågning vil det også være særdeles praktisk at kunne broadcaste til mange modtagere i området i stedet for at sende til én mast hos en IoT udbyder og så derefter via f.eks. en central database at skulle sende den samme meddelelse tilbage til mange modtagere i området, hvilket vil mangedoble datamængden og latency, hvis man heller ikke kan broadcaste på download-siden.

P.t. er der rigtig mange systemer, der slås om IoT markedet, men i mine øjne desværre endnu ikke ét eneste, der er designet ud fra de behov, som der reelt set er :-(

Mads Askø Gammelgaard Stark

Jeg er meget enig med dig Carsten.

Jeg har selv et stort behov for netværksforbindelser rundt i Danmark, hvor datakravet ikke er vigtig og hvor strømforbruget er irrelevant.
Jeg har derimod ret meget brug for hurtige svar.

Pt løser jeg mit behov med 3/4G modems, men sådan et modem koster gerne 900-1100 kr - og så er vi ude i noget consumer skrammel der har behov for genstart i tide og utide (og i nogle tilfælde udtagning og isætning af sim-kort, hvor genstart intet hjælper.)

Jeg ville ønske der kom nogle billige "IoT" abonnementer med mulighed for tilkøb af fast IP og evt. betaling for forbrug.

Er der nogen der har bud på noget hardware til 3/4G der virker?

Carsten Kanstrup

Nu var konteksten jo NB-IoT, så det kan da sagtens være at Mads' behov kan dækkes af GPRS!

Ja, bare der ikke er mange mennesker i nærheden, så al netværkskapaciteten bruges på tale, så der intet er tilbage til GPRS.

Jeg har set et forsøg på at demonstrere et GPRS-baseret fjernkontrolsystem under sådanne forhold (nær en motorvej). Det var en ynk og aldeles ubrugeligt til noget som helst seriøst.

Den, der kommer med et stabilt, kontinuert overvåget og deterministisk IoT net med en fornuftig responstid og til en fornuftig pris, kan score guld; men desværre ser det heller ikke ud til at teleselskaberne har held til det denne gang med deres NB-IoT.

Ikke engang TDC's kobbernet kan man bruge til IoT som alternativ til trådløs kommunikation - ialtfald ikke hvis man benytter deres homebox, for den brillierer ved en total mangel på transientbeskyttelse, så nettet bør frakobles ved risiko for tordenvejr og dermed er ubrugeligt til f.eks. alarm- og procesovervågning. Desuden betyder en kontinuert opkobling via internettet, at IP-adressen ikke skifter engang imellem, hvilket kan gøre andre tilkoblede computersystemer mere sårbare over for hackerangreb - specielt hvis Microsoft er involveret, så selv en kryptering af harddisken accepteres uden den mindste advarsel eller tilladelse fra brugeren.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017