TDC tjener på at lukke 67.000 private hjemmesider

Fra i dag er det slut med 67.000 private hjemmesider. TDC bekræfter, at virksomheden tjener på at overdrage kunderne til et andet hostingfirma.

Et kapitel i dansk internethistorie er slut. Ikke flere 'Under construction'-skilte. Slut med animerede gif-filer af flyvende grise. Farvel til grynede videoklip med 'dancing baby'.

Fra i dag har TDC valgt at lukke 67.000 private hjemmesider hostet på netopia-og sitecenter-platforme og erstatte dem med en fejlmeddelelse på tdconline.dk. Der er nemlig penge i at sælge kunder videre til hosting-leverandøren 1-2-3 Hjemmeside.

Produktdirektør i TDC Privat René Brøchner bekræfter over for Version2, at der eksisterer en økonomisk aftale mellem TDC og 1-2-3 Hjemmeside, som TDC har forhandlet et tilbud om et års gratis hosting for de ramte kunder hjem med.

»Selve flytningen er der ingen penge i, men ja, der eksisterer en fremadrettet kommerciel aftale, « siger René Brøchner. Han bedyrer, at aftalen med 1-2-3 Hjemmeside alene er lavet med det formål at hjælpe kunderne videre, hvilket størrelsen på det økonomiske mellemværende mellem de to virksomheder afspejler.

»Det er ganske få penge. Det her er ikke et spørgsmål om at tjene penge på kunderne,« siger han.

Endegyldigt slut med hjemmesiderne er det dog endnu ikke. For René Brøchner løfter sløret for, at det ind til videre kun er front end i den forældede løsning, der bliver lukket.

»For nu at sikre os mod, at der skulle være en enkelt eller to uheldige kunder, der aldrig har fået vores brev om lukningen, har vi bevaret muligheden for, at vi i en overgangsperiode manuelt kan fiske data ud for de kunder, der måtte være kommet i klemme,« siger René Brøchner.

Han fortæller, at TDC i forbindelse med lukningen ganske som forventet har modtaget nogle klager, og at det især er den manglende viderestilling til nye hjemmesideadresser, folk har klaget over.

Stadig nej til redirect

»Det har ikke været muligt at redirecte kunderne, både af tekniske og forretningsmæssige årsager. Det ville kræve, at vi byggede et system op, der holder styr kundernes gamle adresse, og hvad deres nye adresse er. Og da vi har valgt at lukke servicen helt ned, er dette af administrative årsager ikke muligt,« argumenter René Brøchner.

Dermed holder TDC fast i argumentationen om, at der ligger tekniske argumenter bag beslutningen om ikke at viderestille kunderne, hvilket tidligere har været genstand for konkurrenternes hån:

»Det er jo helt vildt, hvis Danmarks førende internetudbyder ikke kan få bikset en løsning sammen, så besøgende til de private hjemmesider kan blive viderestillet. Det er i den grad synd for kunderne,« har salgs- og marketingdirektør i hostingvirksomheden Surftown, Thomas Folmann udtalt til Version2 i forbindelse med, at Surftown tilbød TDC at stille udviklerkræfter gratis til rådighed for at lave den omtalte løsning.

Men det tilbud har TDC altså valgt at ignorere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Anonym

Det har ikke været muligt at redirecte kunderne, både af tekniske og forretningsmæssige årsager

Helt ærligt - TDC, der er jo intet teknisk problem i at lave en simpel redirection service.

Og - "forretningsmæssige årsager", jo - den forretningsmæssige værdi kunne ligge i, at man giver kunderne en mulighed for at lave alternative løsninger, i stedet for blot at nedlægge "skidtet".

"Tjenesten" betyder nok ikke noget, men "imaget"...?

Hvordan synes du selv troværdigheden er i fremtiden?

  • 0
  • 0
#4 Anonym

Fandt lige et link fra en tidligere artikel: http://home5.inet.tele.dk/austin/ Responsen er:

Denne hjemmeside er lukket. Viderstilles du ikke automatisk kan du klikke her for mere info.

Hvad sker der for TDC, da de tilsyneladende har en server kørende på endpointet, men nægter at lave en redirection service, som surftown angiveligt ville levere gratis?

I og med man har noget 'jern' kørende, så kan det ikke være de par tusinde dask, der gør udslaget.

Evner man ikke at lave en simpel redirection service hos TDC?

  • 0
  • 0
#5 Niels Dybdahl

Evner man ikke at lave en simpel redirection service hos TDC?

Åbenbart ikke når de skriver at det skyldes "tekniske" årsager.

Det er godt at de tager konsekvensen af det og stopper med websitehosting :)

Men selvfølgelig kan de hvis de ville. Enten er deres interne bureaukrati for stort til at de kan overkomme det eller de har valgt at spare udgiften. Det ville have klædt dem bedre hvis de havde været åbne om bevæggrunden.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere