TDC's ADSL-kunder går forgæves efter IPv6

Danmarks største teleselskab tilbyder virksomheder IPv6-adgang, men kun på fiberforbindelser og store routere. Hundredetusinder af virksomheder og private med ADSL-forbindelser må vente.

Det er stadig ikke muligt at få en internetforbindelse med IPv6 via TDC, medmindre man er storkunde. Selvom TDC sidste år gav virksomheder mulighed for at afprøve den nye version af internetprotokollen, så er det langt fra alle, som kan udnytte tilbuddet.

»Vi tilbyder generelt IPv6 til alle typer kunder, men ikke på alle produkter,« siger afdelingsdirektør Lars Struwe Christensen fra TDC Erhverv til Version2.

Læs også: Danske virksomheder gider ikke teste IPv6

Det betyder, at TDC i praksis tilbyder IPv6-forbindelser på de største typer forbindelser som eksempelvis fibernetværk, men ikke på ADSL eller kabeltv.

»Dem, der efterspørger IPv6 på de små forbindelser, er dem, der gerne vil lege med teknologien,« siger Lars Struwe Christensen.

Generelt oplever TDC nemlig stort set ingen efterspørgsel efter IPv6, bortset fra nogle få netværksinteresserede.

TDC's eget netværk er klar til IPv6 ligesom de fleste andre store internetudbydere, men indtil videre er der hverken mange brugere, meget indhold eller meget pres på for at få udbredt IPv6, så længe den nuværende version af internetprotokollen, IPv4, stadig kan klare behovet.

»Vi vil migrere over tid, men i øjeblikket oplever vi ikke den store efterspørgsel fra markedet,« siger Lars Struwe Christensen.

IPv6 er afløseren for IPv4, som lever på lånt tid på grund af, at der kun er knapt fire milliarder mulige IP-adresser til rådighed. Det er ikke nok til at dække behovet i fremtiden, og det er det væsentligste argument for at skifte til IPv6, som har et astronomisk stort antal mulige IP-adresser.

De to protokoller er imidlertid ikke indbyrdes kompatible, og det gør skiftet vanskeligt, fordi man i en periode vil være nødt til at bruge særlige tunnelprotokoller til at sørge for, at de to kan eksistere side om side uden at afskære visse internetbrugere fra resten af internettet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niels Wind

Så motorvejen er kun for de få store tunge lastbiler?

IPv4 lever på lånt tid pga addresse-tilgængelighed. Meen IPv6 skulle vist også have andre fordele. F.eks. bedre medie-streaming så vidt jeg har forstået.

Altså klart konsumer-marked. Men hvorfor skulle NetFlix starte i DK med IPv6 hvis kunderne ikke kan se det.

  • 2
  • 1
Michael N. Jensen

Selv ikke på deres fiber løsning kan man få IPv6, de går endda så langt at tvinge en over på en fiberboks/router (de er bygget sammen i nyinstallationer så man ikke bare kan skifte router) der ikke understøtter ip protokol 41 som de fleste tunnel brokere benytter (og som virker fint på TDC xDSL/Stofanet).

Så man reelt kun har http://www.sixxs.net/ via AYIYA, og de deraf følgende besværligheder hvis man vil have IPv6 konnektivitet.

  • 0
  • 0
Jørgen Elgaard Larsen

De to protokoller er imidlertid ikke indbyrdes kompatible

Næh, men de kan fint sameksistere. Så man behøver ikke sige farvel til IPv4 for at få IPv6. Teleselskaberne kunne sagtens give folk begge dele på én gang.

Det ville have den fordel, at hvis folks systemer var IPv6-klar, kunne de komme umiddelbart igang. På den måde ville vi få glidende overgang til IPv6.

  • 2
  • 0
Baldur Norddahl

De to protokoller er imidlertid ikke indbyrdes kompatible, og det gør skiftet vanskeligt, fordi man i en periode vil være nødt til at bruge særlige tunnelprotokoller til at sørge for, at de to kan eksistere side om side uden at afskære visse internetbrugere fra resten af internettet.

Nej, man er bare nødt til at køre med begge protokoller samtidig. Der er ikke brug for tunnelprotokoller.

  • 0
  • 0
Anonym

Jo, teleselskaberne kunne godt levere dual stack til kunderne, men det kommer der ikke meget IPV6 ud af. Det skyldes jo, at kunden (og udbyderne) skal være i stand til at håndtere DNS på en fornuftig måde, så der vælges IPV6 når der er tjenester tilgængelige på den stack. Det er der ikke nogen simpel løsning på hvordan man gør.

Samtidig vil en dual stack direkte til kunden betyde at man nu skal sørge for at vedligeholde to sikkerheds-zoner - en for hver stack. Mange kunder har rigelig besvær med at styre firewalls osv. i IPV4 zonen, så leverancen af IPV6 bør vente til selskaberne har et egnet kant-produkt til kunderne.

Der er rigtig meget hønen-og-ægget over IPV6. Problemet er, at IPv4 IKKE er ægget som får fugl af IPV6.

  • 1
  • 2
Peter Makholm Blogger

Det skyldes jo, at kunden (og udbyderne) skal være i stand til at håndtere DNS på en fornuftig måde, så der vælges IPV6 når der er tjenester tilgængelige på den stack. Det er der ikke nogen simpel løsning på hvordan man gør.

Hvad er problemet? At RFC 3484 ikke er simpel eller at RFC 3484 ikke er en løsning?

Eller måske en kombination. Præcedensreglerne er måske sjældent optimale og det er for der er sikekrt ikke procedure der gør det let for den normale bruger at overstyre dem.

  • 2
  • 0
Baldur Norddahl

Det skyldes jo, at kunden (og udbyderne) skal være i stand til at håndtere DNS på en fornuftig måde, så der vælges IPV6 når der er tjenester tilgængelige på den stack. Det er der ikke nogen simpel løsning på hvordan man gør.

Alle moderne operativsystemer håndtere dualstack DNS automatisk. Hvis der er en AAAA IPv6 for et givent DNS opslag, så foretrækkes IPv6 automatisk. Ellers bruges der IPv4. Intet problem der.

Se også "happy eyeballs" løsningen for moderne browsere: http://en.wikipedia.org/wiki/Happy_Eyeballs

Samtidig vil en dual stack direkte til kunden betyde at man nu skal sørge for at vedligeholde to sikkerheds-zoner - en for hver stack.

Det skal du i forvejen. Rigtig mange (=flertallet!) HAR allerede IPv6 igennem en automatisk tunnel. Du er måske en af dem. Mange routere laver automatiske IPv6 tunneller og Windows laver automatisk en Teredo-tunnel.

  • 2
  • 0
Baldur Norddahl

Hvis du kører Windows så prøv følgende: Klik start og skriv "cmd" i kør feltet. Der åbner et kommandovindue hvori du skriver:

ping 2a00:1450:4016:800::1011

Hvis du efter et par sekunder begynder at modtage svar, så har du IPv6 igennem den indbyggede Teredo-tunnel. Da det er standard i Windows vil jeg tro at langt de fleste vil få ovenstående til at virke.

Det er iøvrigt IPv6 adressen på ipv6.google.com.

Mærkeligt nok har Windows ikke support for at lave IPv6 DNS opslag via Teredo. Så det virker ikke at skrive "ping ipv6.google.com".

Som Torben så ved mange ikke at de allerede HAR IPv6. En dårlig tunnel udgave ganske vist. Argumenter om at der skulle være diverse problemer, herunder sikkerhedsproblemer, ved at køre dualstack viser jo kun din uvidenhed om at du allerede kører dualstack.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere