TDC står fast: 67.000 hjemmesider kan ikke migreres

Trods Version2-læsernes gode forslag og hosting-konkurrenternes tilbud om gratis migrering af TDC-kunders hjemmesider, står telegiganten fast: Der er ingen lette løsninger.

TDC holder fast i, at de 67.000 private hjemmesider, som koncernen vil lukke 1. oktober, ikke kan migreres til en tidssvarende og stabil platform. I hvert fald ikke med simple crawler-metoder.

Det slår Ib Konrad Jensen fra TDC's koncernkommunikationsafdeling fast, efter at Version2's læsere ivrigt har debatteret, hvordan de 67.000 hjemmesider kan reddes.

»Det er jo i virkeligheden Facebook og de andre sociale medier, der har ædt det marked. Hvis folk vil fortælle andre om deres kæledyr og lignende, så gør de det ikke længere på deres egen hjemmeside,« siger Ib Konrad Jensen.

Jeres argument for at nedlægge tjenesten har jo ellers fra starten været teknisk. Løsningen var forældet, og man kunne ikke flytte siderne. Nu lyder det som om, det primært er en forretningsmæssig overvejelse?

»Det er både en teknisk og forretningsmæssig argumentation, for de hænger naturligvis sammen. Men det er stadig korrekt, at som vi ser det, kan det ikke lade sig gøre at lave en nem 100 procent migrering.

Hvorfor kan I ikke bare flytte det over på en ny løsning?

»Kundernes hjemmesider er delt op i to grupper. Den første er dem med ftp-baseret, flad html. Her er det uproblematisk, og vi giver folk en vejledning i, hvordan folk kan tømme deres site. Den anden gruppe, dem på Sitecenter, er skabelon-baseret. Her er det den gamle Netopia-dampmaskine, som vi ikke kan gøre det samme ved. Fx vil man ikke kunne migrere kalender-funktionaliteten.«

TDC har tidligere opfordret Version2's læsere til at komme med forslag til, hvordan problemet kan løses, og nu er det væltet ind med gode ideer. Hvad vil I bruge dem til?

»Vi takker selvfølgelig mange gange for forslagene. Nu vil vores teknikere så kigge dem igennem. Det, de fortæller mig, er dog, at man godt kan rippe siderne, men at de endnu ikke har set en løsning, hvor man slipper for at lave en masse manuelt, når de netopia-specifikke scripts skal over i andre miljøer.«

Jeres konkurrenter Webname og One.com har tilsyneladende ingen problemer med at lave løsninger, der migrerer kundernes hjemmesider over på nye løsninger. Hvad siger det om TDC's tekniske formåen?

»Jeg tror ikke, det ændrer på det, jeg lige sagde om funktionerne. Vi kan også godt lave en crawler, men der vil være funktioner, den ikke kan automatisere sig ud af. Men det er da helt fint, at der er nogen, som tilbyder at løse problemerne.«

TDC har også været kritiseret for ikke at ville redirecte til de nye adresser, hjemmeside-kunderne måtte få. Den praksis er blevet sammenlignet med, at TDC tvinger kunder til at skifte teleselskab og telefonnummer ? uden at oplyse om det nye telefonnummer. En læser tilbyder sågar at stille en linux-server til rådighed for at hoste tjenesten. Er det, hvad der skal til?

»Det er jo sødt af ham, men hvis det endelig skulle være, så har vi nok noget hardware, det vil kunne klare det. Men som jeg har fået det oplyst, har vi ikke planer om at viderestille efter 1. oktober.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ove Andersen

Sådan er det vel de siger, især med henblik på følgende:

En læser tilbyder sågar at stille en linux-server til rådighed for at hoste tjenesten. Er det, hvad der skal til?

»Det er jo sødt af ham, men hvis det endelig skulle være, så har vi nok noget hardware, det vil kunne klare det. Men som jeg har fået det oplyst, har vi ikke planer om at viderestille efter 1. oktober.«

De er dog nogle fantastiske karle, dem inde hos TDC.. Hvorfor modarbejde en 'bedste løsning givet situationen' så kraftigt, og bare lade som om brugerne en en flok ørkenrotter der skal makke ret?

  • 0
  • 0
#2 Anonym

Det startede med flade hjemmesider, hvor der ikke kræves nogen særlig (avanceret) teknologi.

Så skifter man over til argumentet:

Her er det den gamle Netopia-dampmaskine, som vi ikke kan gøre det samme ved. Fx vil man ikke kunne migrere kalender-funktionaliteten.

Hvad med at fokusere på opretholdelse af de URL's, der nu engang ligger på internettet, uagtet om de er up to date eller ej, frem for at fremføre en 'kalenderfunktion' som undskyldning.

Jeg har ikke selv en hjemmeside hos TDC, men jeg undrer mig over hvorfor 'kalenderfunktionen' pludselig er et kardinalpunkt.

Hvor mange af de 67K hjemmesider har kalenderfunktion?

  • 0
  • 0
#3 Klaus Elmquist Nielsen

De er dog nogle fantastiske karle, dem inde hos TDC.. Hvorfor modarbejde en 'bedste løsning givet situationen' så kraftigt, og bare lade som om brugerne en en flok ørkenrotter der skal makke ret?

Det hedder "markedsføring".

At den faktiske værdi af deres markedsføring ender med at være en PR-mæsig katastrofe er blot en del af de pågældende beslutningstageres løbende efteruddannelse.

Og ja, det mindste TDC kunne gøre var at lave en server i et års tid eller to som omdirigerer til sidernes nye adresse.

  • 0
  • 0
#4 Carl-eddy Skovgaard Larsen

Jeg har godt nok været sur på TDC før, men at de decideret sjofler deres kunder på denne måde er mildt sagt ikke pænt.

Det er tydeligt at de blot ønsker at komme af med disse kunder, måske kan det så også hjælpe dem med at komme af med flere :-)

at de så oven i købet ikke vil linke videre gør det da helt godnat. Da det er Deres domæne, kan folk jo ikke en gang gøre det selv.

Jeg har længe tænkt på at afskaffe fastnet-telefonen. Mon jeg ikke skulle gøre alvor det nu?

  • 0
  • 0
#5 Lars Bjerregaard

Som jeg læser det er det lutter dårlige undskyldninger.

Ingen forventer at blive sømløst migreret over på en ny platform, som tilbyder 100% sitecenter funktionalitet. Folk vil bare have deres indhold tilbage/med. Som demonstreret er dette trivielt med simpel webcrawling (se http://www.version2.dk/artikel/11945-tdc-lukker-67000-private-hjemmeside...).

Det er oven i købet nemt at forklare folk. Den holder bare ikke TDC!

  • 0
  • 0
#7 Deleted User

Næppe, så havde de været mere afvisende overfor de andre tilbud der er kommet. Jeg tror mere på at de glæder sig til at plastre sitecenter.dk til med reklamer -- ellers giver det ingen mening overhovedet at være så meget imod at lave redirects.

  • 0
  • 0
#8 Anonym

Jeg havde egentlig en teori om, at 123hjemmeside var et datterselskab af TDC, men en snak med robtex: http://www.robtex.com/ip/130.228.36.46.html indikerer, at det er Tele2/Cybercity, der åbenbart er 'bagmanden'.

Nu følger jeg ikke så meget med i virksomhedsændringer, men er Cybercity ikke solgt til Telenor?

Altså en konkurrent.

Det forklarer måske hvorfor man (TDC) ikke vil ofre de par småpenge, der skal til for at redirecte.

  • 0
  • 0
#10 Jens Fallesen

Det ser ud til at være et selvstændigt anpartsselskab. Der står lidt på deres hjemmeside:

http://www.123hjemmeside.dk/pages/whoarewe.aspx

CVR antyder heller ikke nogen tilknytning til et af de store teleselskaber. På samme adresse findes et par andre selskaber, blandt andet Elk & Partners, der jo nok også er relateret, idet en af 123-stifterne netop hedder Elk …

  • 0
  • 0
#12 Lars Persson

Re: Vi kan godt, men vi gider ikke" skriver "Jeg har længe tænkt på at afskaffe fastnet-telefonen. Mon jeg ikke skulle gøre alvor det nu?" Jow, men de to bedste mobiltelefonudbydere der var førhen, Unotel og Telmore, er i den fri konkurrencestyrelses navn opkøbt af TDC. Hvilke gode ikke-TDC udbydere findes der når nu Telia og 3 ikke kommer på tale? Findes der nogen efterhånden? Beklager of-topic- hm.

  • 0
  • 0
#15 Thomas Vestergaard

Nu må I altså liige slå koldt vand i blodet - selvom det handler om TDC.

Det her drejer sig ikke om HTML, JavaScript og CSS - den del er der ikke nogen problemer i at flytte - heller ikke for TDC.

Det der giver problemer er alle de dynamiske funktioner som skabelon-baserede sider (simpelt CMS, I presume?), kalendere, gæstebøger, mv. der ikke på nogen måde kan flyttes med en triviel crawler-løsning, som forskellige "eksperter" har foreslået. Alle disse funktioner er bundet op på Netopia, som ikke længere supporteres. Hvis man skal flytte disse funktioner over på andre platforme kræver det etableringen af et transfer-format for dataene, installation og opsætning af programmel med tilsvarende funktion og indlæsning af dataene. Afhængig af hvad det er for noget, som man vil flytte, vil det så være mere eller mindre komplekst.

F.eks. er det nok tvivlsomt, om Netopias kalender har indbygget funktion til at eksportere til iCal-format. Mens det vist aldrig kan blive særligt svært at dumpe indholdet af en gæstebog...

Man kan mene mange ting om TDC, men der er nu engang stadig ansat en god del kompetente teknikere hos dem. Det er heller ikke dem, der er kommet op med den dybt åndsvage idé at spørge Version2s læsere til råds, uden at give en tilstrækkelig beskrivelse af problemet.

  • 0
  • 0
#16 Peter Andersen

TDC’s koncernkommunikationsafdeling: »Det er jo sødt af ham, men hvis det endelig skulle være, så har vi nok noget hardware, det vil kunne klare det. Men som jeg har fået det oplyst, har vi ikke planer om at viderestille efter 1. oktober.«

@Thomas - TDC har sikkert kompetente teknikere, de har bare ikke planer om at bruge deres evner. Det er nok mest det folk harcelerer over.

  • 0
  • 0
#17 Thomas Vestergaard

@Peter - det er også væsentligt at kigge på, hvad det er, de ikke vil. Jeg talte mest om mulighederne for migrering. At de ikke vil opsætte redirects må virkelig bunde i, at de ikke mener, at folk vil efterspørge det. En ting er hvad vi it-folk finder vigtigt. Noget andet er, hvad tog-spotter onkel Bent ønsker.

Efterhånden kan det så være, at den dårlige PR får cost-benefit beregningen til at se lidt anderledes ud. Man har da i hvert fald lov at håbe...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere