TDC's netværk for internettrafik blev onsdag eftermiddag ramt af en softwarefejl, som gik ud over flere kunder, heriblandt flyselskaber i Københavns Lufthavne, som benytter en fælles cloud-løsning til check-in af passagerer og bagage.
I Københavns Lufthavn i Kastrup blev flere flyselskaber ramt af netværksproblemer onsdag, hvor en fejl et sted mellem København og Frankfurt betød, at de data, der blev sendt, ikke nåede frem.
Det betød, at flyselskaberne måtte falde tilbage på manuelle procedurer.
»Det fik ingen væsentlige konsekvenser, fordi vi kunne køre med manuelt check-in og bagage. Det gav en smule forsinkelse, kan vi se, men det var også dårligt vejr i Sydeuropa,« siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen til Version2.
Flyselskabet SAS var ét af de selskaber, som blev ramt af TDC-nedbruddet. Det gik ud over selskabets check-in-system.
»Vi havde heldigvis nogle hurtige medarbejdere, som fandt kuglepennene frem og udskrev boardingkort i hånden,« oplyser SAS' pressetjeneste til Version2.
Dankort-terminaler ramt
Nedbruddet gik også ud over flere butikker, fordi den manglende internetforbindelse førte til, at Dankort-terminalerne ikke kunne få forbindelse til betalingssystemerne hos Nets.
»Det ramte de kunder, der har TDC som leverandør, men jeg tør ikke sige, hvor mange der blev berørt,« oplyser pressechef Søren Winge fra Nets til Version2.
Internetproblemerne påvirkede også flere af de tjenester, der benytter NemID, fordi der ikke kunne oprettes forbindelse til NemID-appletten. Nets havde også selv problemer med nogle interne systemer.
Selve NemID-systemet var dog kun påvirket indirekte i kraft af de generelle problemer på TDC's netværk i Norden.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.