TDC hjælper politiet med videoovervågning og rumaflytning

Teleoperatøren TDC sælger blandt andet teknisk bistand til politiet i forbindelse med rumaflytning og videoovervågning.

De danske teleselskaber er forpligtet til at assistere politiet, hvis det med en retskendelse i hånden kræver at få adgang til eksempelvis at aflytte deres kunders private kommunikation. Men ét af selskaberne – TDC – går videre end det og hjælper også med andre ydelser, end hvad loven forpligter dem til.

Det fortæller Information på baggrund af en aktindsigt i dokumenter fra Rigspolitiet, som internetaktivist Christian Panton står bag.

Dokumenterne viser, hvilke ydelser teleselskaberne tilbyder, samt hvilke priser de fire store operatører tager for at hjælpe myndighederne, når de yder 'bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden', som det er formuleret i et af dokumenterne.

Af dokumenterne fremgår det ifølge Information også, at TDC’s liste over ydelser er mere omfattende end de øvrige selskabers.

TDC-ydelserne tæller blandt andet assistance til etablering af rumaflytninger og også 'drift og overvågning af forbindelse til videoovervågning'.

Der står også i et dokument, at 'Etablering af [overstreget] eller tilsvarende forbindelse af sikkerhedsgodkendt tekniker i køretøj, der ikke indgår i TDC’s flådestyringssystemer, afregnes som særskilt ydelse'.

Og det kan ifølge Information tyde på, at TDC sender teknikere ud i civile biler, hvad selskabet dog ikke har lyst til at uddybe over for avisen.

»Vi udtaler os ikke om, hvordan vores ydelser leveres,« udtaler Povl Damstedt Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver i TDC Group, i et skriftligt svar til Information.

Ifølge Christian Panton er det bekymrende, at TDC vælger at gå videre, end hvad loven kræver:

»Hvis TDC både skal agere leverandør til politiet og til deres almindelige kunder, er det ikke altid, at man kan regne med, at de vil sætte deres almindelige kunder højest. Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, hvis interesser de beskytter, og det synes jeg er bekymrende,« siger Christian Panton til Information.

TDC har ikke ønsket at stille op til et egentligt interview med mediet, men selskabet svarer skriftligt via Povl Damstedt Rasmussen:

»Vi er som teleselskab forpligtet til at levere nogle ydelser, i forbindelse med at politiet foretager indgreb i meddelelseshemmeligheden. Derudover leverer vi andre tekniske ydelser til politiet på kommercielle vilkår.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mogens Ritsholm

Pligten til at hjælpe med rumaflytning fremgår af telelovens §10, der henviser til retsplejelovens §780. I sidstnævnte gemmer rumaflytning sig under det, der benævnes "anden aflytning".

Så teleselskaber er forpligtet til at hjælpe med rumaflytning, sådan som loven har været fortolket i årtier.

Men de er ikke forpligtet til at indrette deres systemer til det, som tilfældet er ved logning. Men de skal stille evt. brugbare elementer til rådighed, hvis politiet har behov for det ved en rumaflytning - typisk en ledning til at oveføre signalet og det bagvedliggende aflytningssystem, der også bruges til telefonaflytning.

Når tilsvarende elementer ikke findes i andre konkrete aftaler med udbydere, er det formentlig fordi, det kun er TDC, der ejer ledninger, der kan anvendes til at overføre signalet fra en rumaflytning. Måske forekommer det også i relation til STOFA.

Men rumaflytning forekommer også på hoteller og i virksomheder og andre tilfælde af interne net, hvor ejeren heraf må inddrages.

Hjemlen til at bistå politiet for disse kender jeg ikke i detaljer.

Aftalen mellem politiet og teleselskaberne er i øvrigt ikke eksklusiv for andre typer af bistand, da aftalen alene prissætter de mest almindeligt forekommende ydelser til politiet.

Log ind eller Opret konto for at kommentere