TDC-bøvl forsinkede sms-billetter i 58 minutter

Tirsdag tog det 58 minutter for en sms-billet at nå frem. Men når telenettet ikke kan levere en billet, må man ikke stige på toget uden en aftale med DSB først. Ellers falder bødehammeren.

Det var ikke bare tog og busser, som var massivt forsinkede tirsdag sen eftermiddag - også billetterne var lang tid om at komme frem, hvis man købte rejsehjemmel via en sms.

Version2 oplevede således, at et sms-billetkøb tog 58 minutter at gennemføre - fra klokken 18.00 til 18.58 - hvilket ikke harmonerer godt med lige at springe på næste bus eller tog.

Hos Unwire, der står for den tekniske løsning bag billetkøb via SMS bekræfter man problemerne, men fortæller, at det ikke var Unwires teknik, der drillede.

»Mellem cirka 16.30 og 18.30 havde TDC problemer med at sende overtakserede SMS'er,« siger Unwires driftschef Jacob Samson Schlüter.

Selve transaktionen hos Unwire tager meget sjældent mere end 10 sekunder, forklarer han, så når der opstår forsinkelser, er det typisk hos teleselskaberne.

DSB beklager, at der var problemer, men salgsdirektør for S-tog, Niklas Marschall, understreger, at systemet med sms-billetter generelt kører fint og med tilfredse kunder.

»Der kan opstå tekniske problemer som i går, men det sker ikke ret tit,« forklarer han.

Forsinket sms er ingen undskyldning

Men hvad skal en passager, som prøver at købe billet via sms så gøre, hvis det tager 58 minutter? Den situation sammenligner salgsdirektøren med, at en billetautomat på en station er gået i stykker.

Har man kun mobilen at betale med og ingen altså ingen andre muligheder for at købe billet, skal man ringe op til kundecentret via servicetelefonen fra stationen først, lyder proceduren, hvis man vil undgå en lussing på 750 kroner i bøde.

»Hvis man bare stiger ombord uden billet, får man en afgift, også hvis der har været forsinkelser med SMS-billetterne. Man skal have talt med en S-togs-revisor eller en medarbejder via servicetelefonen først, så vi kan se, at man ikke prøver på at snyde,« forklarer salgsdirektøren.

Normalt ankommer SMS-bekræftelsen og SMS-billetten inden for ét minut, og tidskravet fra DSB er højst to minutter.

»Så hvis man vil være på den sikre side, skal man altså købe sin SMS-billet to minutter før, at man skal med toget,« siger Niklas Marschall.

Snyd afsløres med hurtigt scan
Der har været forsøg på at snyde med smsbilletter, for eksempel ved at videresende SMS'en til andre, men det vil en kontrollør nemt kunne afsløre ved at slå op i Unwires database over solgte billetter. Og nu får revisorkorpset oven i købet mere moderne udstyr, som lynhurtigt automatisk kan tjekke, om en billet er købt og betalt.

»Fremover vil revisorerne kunne scanne telefonens display og tjekke billetten. Så bliver koderne i SMS-billetten scannet ligesom en almindelig stregkode,« forklarer salgsdirektøren.

Ankenævnet for Bus, Tog og Metro har foreløbigt behandlet fem sager, hvor passagerer har haft problemer med sms-billetter og fik en bøde. I to sager løb passagerens telefon tør for strøm, så sms'en ikke kunne fremvises til kontrollørerne, men da databasen med sms-køb kunne bekræfte historien, blev bøden returneret.

Men i andre sager, hvor sms-billetsystemet var nede eller forsinket, gjaldt ingen kære mor. Her blev bøden fastholdt samtidig med, at klageren skulle betale 160 kroner i klagegebyr.

Systemet med sms-billetter blev brugt først på Fyn og kom til hovedstadsområdet i januar 2009. I starten af december kunne trafikselskaberne under Movia fejre én million solgte billetter, og siden da har kampagner med halv pris på SMS-billetter i løbet af december fået interessen for den papirløse billet til at stige voldsomt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Steffen Sveegaard

Servicetelefonen er noget fis. Jeg sad strandet i Vejle en nat pga. toget fra Århus var forsinket så meget, at jeg ikke kunne nå det sidste tog hjem - de havde intet sagt i toget om, at de var forsinkede, så jeg regnede da gladeligt med, at alt kørte til tiden. Så kom jeg til Vejle, toget var kørt, billetsalget var lukket og personalet fra de andre tog var ubehjælpsomme (de mente, at jeg skulle henvende mig i toget fra Århus, som netop var kørt). Så prøvede jeg at ringe til "Service"-telefonen - og den var lukket!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere