TDC beklager: 10 måneders ventetid for fiberkonkurrent er for længe

Det er ikke godt nok, at det lille firma Gigabit foreløbigt har ventet i 10 måneder på at få adgang til TDC’s rå fiberkabler. Men opgaven var mere kompleks end forventet, siger TDC.

Siden februar har iværksætterne hos Gigabit arbejdet med TDC på at få adgang til den såkaldte rå fiber, altså bare det kabel, der løber ud til forbrugerne. En endelig bestilling blev afleveret i månederne efter.

Men det er foreløbigt ikke lykkedes for Gigabit at kunne bruge TDC’s fibernet, og det er ikke godt nok, siger TDC nu selv.

»Det har taget alt for lang tid, og det må det ikke gøre, for Gigabit er vores kunde. Jeg kan godt forstå, at det må være voldsomt frustrerende for Gigabit,« siger Kenneth Krabbe, salgsdirektør for TDC Wholesale, til Version2.

Læs også: Ekspert: TDC forhaler fiberkonkurrents adgang - præcis som med ADSL

Gigabit, som ønsker at sælge fiberbaseret internet med gigabit-hastighed, skal bruge eget udstyr til de høje hastigheder og har derfor valgt ’rå fiber’-løsningen, hvor TDC bare skal sørge for selve fiberkablet ud til forbrugerne. Men for at Gigabit kan få nem adgang til udstyret, har firmaet valgt at få det monteret i en brønd uden for TDC’s teknikhuse, og det har gjort processen langsommere, siger TDC.

»Jeg kan godt forstå fordelene for Gigabit i den løsning, de har valgt, som er anderledes end vores standard-setup. Men det har vist sig noget vanskeligere at lave, end vi havde troet,« siger Kenneth Krabbe.

It-systemerne skal ændres

Det fysiske i at forbinde med udstyr i brønden er ikke så svært, men ændringen har givet problemer med it-systemerne, fordi der kort fortalt er indbygget et ’krav’ om, at forbindelserne bliver afsluttet i udstyret i teknikhusene.

»Når man tager udstyret ud af teknikhuset, er der ikke noget at terminere i, i forhold til den logik, der ligger i vores it-systemer. Det har drillet rigtig meget. Den kompleksitet havde ikke set komme på forhånd,« siger Kenneth Krabbe.

Derfor skal der laves om i it-systemet, så de kabler, Gigabit ønsker at bruge, stadig er dokumenterede på lige fod med alle de andre forbindelser, TDC har. Og det har altså taget noget tid.

Man kan - set udefra - få den tanke, at I ikke har haft særlig travlt med at hjælpe Gigabit, fordi det er en konkurrent. Hvad mener du om den mistanke?

Læs også: Efter 10 måneder: TDC har endnu ikke givet fiberkonkurrent adgang

»Det hører man jo tit, og jeg kan godt forstå, hvis det virker sådan i denne sag - men det kan jeg 100 procent afvise. Sådan fungerer det ikke. Vi kører med et åbent net og har været reguleret længe. Det er meget vigtigt for os at leve op til de forpligtelser, vi har,« siger Kenneth Krabbe.

Har I gjort det, så hurtigt I kunne?

»Det synes jeg, vi har. Det er et svært spørgsmål, for hvis vi kunne lave det om, kunne vi jo gøre det bedre, for så kendte vi til den kompleksitet, der viste sig,« siger salgsdirektøren.

Kan ikke bruge et regneark

Gigabit, som ikke kan få kunder, før TDC har givet adgang til fiberen, har foreslået, at TDC indtil it-systemerne er blevet klar til dåd holder styr på Gigabits brug af kablerne manuelt, for eksempel i et regneark. Men den løsning dur ikke, siger Kenneth Krabbe.

»Det kunne være fristende, men det er vigtigt for os, at vi har ét sted at slå op, når vi har så mange linjer, så mange produkter og så mange ansatte. Vi har stadig ansvaret for forbindelsen, så vi skal kunne slå op i vores værktøjer og se, hvor en linje terminere, hvilke driftsmeddelelser, der er, og så videre. Hvis noget skulle ligge i et regneark, er det meget svært at sikre, at den tekniker, der lige er på arbejde den dag, har adgang til alle de nødvendige oplysninger,« siger han.

Den gode nyhed for Gigabit er dog, at der er fremskridt i sagen. Nu forventer TDC at være klar midt i januar.

»Nu har vi en specifik dato, nemlig den 15. januar. Der har vi en helt klar forventning om, at det virker. Lige nu er vi i gang med at dokumentere deres udstyr i systemerne. Og så mangler vi til sidst bare at sørge for, at vores teknikere og supportere ved, hvad det drejer sig om, når der begynder at komme ordrer og måske fejlmeldinger på de linjer,« siger Kenneth Krabbe.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kim Kaos

Der er nok en TDC boss eller 3 der har bandet stygt - de havde nok regnet med at Gigabit var løbet tør for penge meget før - men da det ikke er sket er de nu tvugne til lukke dem ind i varmen - men mon ikke at de håber at deres forhalings teknik har såret Gigabit og de i løbet af ingen tid vil forbløde så de kan opkøbe dem for en slik.

  • 12
  • 0
Anonym

Som det fremgår af andre artikler her på Version2, så er TDCs håndtering af Gigabits "sag" om adgang til fiber, en næsten tro kopi af de forhold vi har set på rå kobber.
Det koster jo ikke TDC noget at sige undskyld, men det gør det for den eller de leverandører som måned for måned må vente på at få adgang.

Et udmærket indblik i TDCs håndtering af det rå kobber kan man få i denne oversigt fra Erhvervsstyrelsen fra f.eks. 2007: http://erhvervsstyrelsen.dk/2007

Skræmmende læsning. Listen er alene sager i 2007. Der findes givetvis lister fra årene før og efter, men jeg har ikke lige tid til at lede dem frem - hvis andre kan finde dem, så vil en notits i bloggen her være nyttig.
Klikker man sig ind på den enkelte afgørelse fremgår de, at næsten alle sager har tager 6. måneder eller mere at behandle.

  • 14
  • 0
Anders Rosendal

Ja jeg er sikker på de er RIGTIG kede af at det tog så lang tid at give deres konkurrent adgang. LOL :-)

Om de rent faktisk ikke kunne give adgang før eller ej, så er de 100% ikke kede af det :-)

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere