Hos den danske toplevel-domæneadministrator DK Hostmaster er systemerne nu blevet opdateret, så et nyregistreret .dk-domæne kan tages i brug i løbet af få minutter.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra organisationen.
Tidligere foretog DK Hostmaster en opdatering en gang i timen, men siden tirsdag i denne uge sker opdateringen hvert 5. minut. Og det betyder også, at et nyt domænenavn vil kunne tages i brug indenfor fem minutter efter, at man har registreret domænet.
»Det er i dag et krav, at it-løsninger skal fungere, umiddelbart efter vi har bestilt dem. Sådan er det også, når man bestiller eller laver ændringer på et domænenavn. Vi har derfor justeret vores systemer, så ændringerne på .dk-domænenavne kommer i drift langt hurtigere,« udtaler administrerende direktør i DK Hostmaster Jakob Truelsen ifølge pressemeddelelsen, hvor han fortsætter:
»På den måde er vi mere i samklang med, hvad vores brugere forventer af os. Og netop det har vi en forpligtelse til at være.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.