Underskud efter it-system bag Sundhedsplatformen fører til fyringer i USA

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
I Danmark er implementeringen af Sundhedsplatformen i fuld gang, men et hospital i USA har måttet nedlægge 1.000 arbejdspladser efter at have taget systemet i brug.

I sidste måned nedlagde hospitalet MD Anderson Cancer Center i Houston 1.000 job. Det skete, efter hospitalet sidste år fra september til og med november led et tab på over 111 millioner dollars.

Ifølge ledelsen på hospitalet kom underskuddet blandt andet som følge af implementeringen af sundhedssystemet Epic Electronic Health Record System. Det samme system, som de danske regioner øst for Storebælt er ved at implementere som Sundhedsplatformen.

Houston Chronicle refererer CFO hos MD Anderson Cancer Center Dan Fontaine og fortæller, at systemet forventes at lede til mere effektiv patientpleje, men på kort sigt tvinger det lægerne og andre ansatte til at bruge mere tid på at lære fiduserne – og mindre tid sammen med patienterne.«

Samme system på vej til Sjælland

Region Hovedstaden risikerer også en økonomisk lussing som følge af Sundhedsplatformen.

Af regionens økonomirapport for 2016 fremgår det, at man forventer mindre aktivitet - alene på Herlev og Gentofte hospitaler på 336 millioner kroner i tabte indtægter - som følge af Sundhedsplatformen, har DR oplyst.

Årsagen er en fejl i Sundhedsplatformen, som betyder, at hospitalernes behandlinger i månedsvis ikke er indberettet korrekt til Landspatientregistret.

Implementeringen af Sundhedsplatformen i Region H og Region Sjælland er i fuld gang. Fire hospitaler er indtil videre overgået til det nye system, og inden udgangen af 2017 skal alle hospitaler på Sjælland bruge det nye system.

Nedmanding i Region H som følge af Sundhedsplatformen er allerede planlagt, idet hver femte lægesekretærstilling vil blive nedlagt.

Læs også: Region H bekræfter: Lægesekretærer ryger ud, når Sundhedsplatformen kommer ind

I december 2013 underskrev Region Sjælland og Region Hovedstaden en ordre hos Epic på over en milliard kroner. Sundhedsplatformen er en platform, som skal bane vej for bedre kommunikation mellem hospitaler, læger og patienter på tværs af regionen.

Sundhedsportalen har tidligere været i modvind, blandt andet da det kom frem, at det i sommer indgav 18.000 fejlberetninger, og at 35 overlæger på Herlev Hospital kraftigt advarede mod at tage systemet i brug, inden det var færdigudviklet.

Opdateret d. 8/2-17 kl. 10:15. MD Anderson Cancer Center har sidenhen udtalt, at deres produktivitetsniveau er 95% af det tidligere, og at de regner med at overstige det takket være det nye system

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Erling Sjørlund

Hvis der ikke er arbejde til en gruppe medarbejdere, skal de naturligvis ikke have løn for at sidde og kigge ud i luften. Er der truffet forkerte ledelsesbeslutninger, skal de ansvarlige naturligvis stilles til ansvar. Jeg synes, at du blander to ting sammen, som ikke har noget med hinanden at gøre.

  • 3
  • 0
#3 Dave Pencroof

Det er faktisk ikke politikere og embedsmænd der ligger som de har redt, ikke det mindste, det er patienterne der ligger som politikere og embedsmænd har redt NED til brugerene, det er alene patienterne der lider under dette total tåbe forløb ! Det er dog ikke første gang politikere og embedsmænd har begået fejl af denne kaliber Skat's EFI, rejsekortet og masser af andre genopfundne dybe tallerkner, for DK er jo et vanvittigt UNIKT LILLE land !

  • 1
  • 1
#4 Allan Astrup Jensen

Du forstår ikke, hvad jeg skriver. Disse sekretærer, som fyres vil være nødvendige, da de aflaster lægerne, specielt i en overgangsperiode. Så fyringerne vil betyde færre lægetimer med patienter, længere ventelister og færre indtægter til sygehusene, - som i USA. Når dette åbenbares for alle, så bør de ansvarlige fyres - men det sker jo aldrig!

  • 5
  • 1
#5 Henrik Petersen

@Dave Pencroof: Jeg forstår ikke din sammenligning i dette tilfælde. Her har man trods alt valgt et stort amerikansk standardsystem i stedet for at nyudvikle et dansk system.

At implementeringen så lader noget tilbage at ønske og at EPIC har det svært med den danske indberetningsmodel ((som vel at mærke også sikrer patientsikkerhed), integrationer og konverteringer , ja, det kommer jo ikke bag på nogen.

  • 2
  • 0
#6 Dave Pencroof

Grunden til mine min sammenligning er at nu hvor man er gået ud for at finde noget eksisterende så er den eneste prioritet/faktor for indkøbs beslutning, der er i indkøbet der pt er lagt frem, at systemet skal være brugt mange steder, men andre er gået mange skridt længere med at undersøge EPIC-systemet flere af de steder det er indkøbt i USA og der har ikke været ET sted hvor det er lykkedes særligt godt eller at det er kommet igang uden at skulle spendere mange ekstra penge, og nogen steder skulle købet være annulleret grundet alt for høje ekstra omkostninger ! Alt dette er der ikke fremlagt det mindste om ifht den danske udskrivning af en milliard, faktisk glimre alle andre krav-specifikationer ved deres absolutte fravær, og det går jeg, med historiebogen i hånden, ud fra er fordi der ikke har været nogen andre krav, og nul undersøgelser af +/- hos kørende kunder og brugere ! Det er korrekt at dette ikke er en genopfunden dyb tallerken, men når jeg kikker på hele forløbet, er der intet nyt under solen, og implementeringen har været vanvittig ud over enhver beskrivelse, når projectlederen i tv siger at det skal sætte igang på datoen, for ellers glemmer brugerene deres "uddannelse" i systemet, det skal da hellere være sådan at brugerene sygemelder sig med stress fordi skidtet "virker" ad h... til end at projectet udsættes til det VIRKER forholdsvis ok ! Oven i det er det trods alt ikke dem der indfører dette på håbløs facon der lider det mindste under implementeringen og det build-up af udskudte og smuttede sager, der er mennesker der dør pga dette cirkus absurdicum, og et enormt efterslæb af sager som alt for få behandlere skal opleve hober sig op, og det gør da ikke nogen det mindste frustrerede !

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere