Når 90 procent af de ansatte i Syddjurs Kommune har deres gang uden for rådhuset - for eksempel i vuggestuer, skoler og på plejehjem - giver det god mening at tilbyde adgang til kommunens it-systemer via mobile enheder.
Men en ny login-løsning til formålet er dyr - så derfor er kommunen nu ved at rulle et login-system ud, hvor det er de ansattes NemID, der giver adgang. Det skriver KIT-magasinet, som bliver udgivet af foreningen for kommunale it-chefer.
Rent teknisk vil de ansatte snart kunne logge ind fra deres telefoner og tablets gennem en Microsoft Forefront TMG-server, som tjekker, om en person er ansat i kommunen, ud fra NemID-login. Derefter bliver de sendt videre til en Citrix-server, som logger brugerne ind via AD’et.
Ved at ’genbruge’ den statslige investering i NemID til alle, kunne kommunen slippe med 120.000 kroner til den nye login-løsning i etablering, samt 20 procent af det beløb i årlig licensbetaling. Og løsningen kan net udvides og opskaleres nemt, lyder det fra it-driftschef Lone Smedegaard Krings.
Det seneste halvandet år har Syddjurs Kommune brugt NemID som login til kommunens it-systemer på desktoppen, men det bliver altså nu også muligt at bruge alskens mobile enheder. Løsningen er ved at blive testet nu og skulle blive klar til brug i løbet af marts måned.