Sydafrikaner skal hjælpe danskerne med at slippe data fri

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Har beboere tæt på et bestemt vandværk en overdødelighed af kræft? Den slags spørgsmål kan frie, offentlige data hjælpe med at svare på. Sydafrikansk aktivist skal hjælpe danskerne på vej.

Det har været en lang kamp, gennem mange år, at få de offentlige databaser gjort frit tilgængelige. Men nu spreder konceptet sig, og byer som København og Aarhus er begyndt at give adgang til de hidtil utilgængelige data.

Hvad kan vi så bruge det til, som borger og it-kyndig? Det er et af temaerne på udviklerkonferencen Goto, som finder sted i Aarhus i starten af oktober.

»Der kommer en taler fra Sydafrika, Aslam Khan, som fortæller om, hvordan der er blevet åbnet op for data i landet, og hvordan de har brugt det. Det er et land, hvor borgerne historisk set ikke har fået så meget at vide, så det er vigtigt for dem,« siger Aino Corry Vonge, der er en af arrangørerne af Goto-konferencen.

I Aarhus er der for nyligt blevet åbnet op for mange kommunale datastrømme, og tendensen breder sig, siger hun.

»Det spændende er nu, hvad der sker – om der kommer mange gode applikationer ud af de data. Det er jo både store virksomheder og menigmand, som kan få glæde af disse data,« siger Aino Corry Vonge.

Som virksomhed kan man for eksempel måske få indblik i, hvor i byen folk befinder sig hvornår, fortæller hun.

Dataene kan også bruges til at finde sammenhænge, som ikke ellers ville blive opdaget – men som også kan være helt forkerte.

»Vi ved slet ikke endnu, hvad de data kan bruges til, og det gør det spændende. For eksempel kan det være, at nogen pludseligt kan vise, at folk, der bor i nærheden at et bestemt vandværk, har højere forekomst af kræft. Men det kan også være, at der ikke er sammenhæng mellem de to ting,« siger Aino Corry Vonge.

Version2 er mediepartner på Goto-konferencen i Aarhus, der finder sted den 30. september-2. oktober.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Morten K. Thomsen

Hej Mads

Tak for korrekturlæsningen - jeg har nu tilføjet det manglende a. En anden gang er du velkommen til at kontakte journalisten (navnet er klikbart) eller undertegnede direkte pr. mail, hvis du skulle falde over lignende (slå)fejl.

Mvh. Morten, Version2.

  • 2
  • 0
Henrik Pedersen

Men Morten dog? Det giver jo ikke gramma-nazi-internet-point!

Jeg synes i bør følge trenden af "gamification" og tilføje små symboler ud for vores navne, alt efter hvor meget vi har rettet på jer! ;)

  • 1
  • 2
Gert Madsen

"offentlige databaser gjort frit tilgængelige"

Og det er så her fejlen er.
Det er helt fint at de offentlige data bliver gjort tilgængelige.
Men private data, der tilfældigt eller tvungent er kommet i offentlige databaser, skal ikke gøres tilgængelige for spammere og nyfigne.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere