Svindelsag med betalingskort er rykket til Norge

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Nets bekræfter, at også Norge er ramt af den svindelsag, som har medført, at omkring 100.000 personer herhjemme vil få spærret deres dankort. Omkring 45.000 norske kort ventes at blive spærret.

Ud over de 100.000 danskere, hvis dankort er ved at blive spærret, skal nu også 45.000 norske kreditkort byttes ud.

Det skriver Berlingske Business.

Det skyldes et omfattende svindelnummer, som er udført gennem en endnu uidentificeret udenlandsk hjemmeside, hvor kortoplysningerne bliver stjålet, når man gennemfører en betaling.

Læs også: Svindelsag vokser: 100.000 danskere kan få spærret deres kreditkort

Det står klart, at det er den samme netbutik, som har ramt både danskerne og nordmændene. Nets vil ikke afsløre, hvilken onlinebutik der er tale om, men ifølge oplysninger fra en af de norske banker er der tale om en større tøj- og skobutik.

»Jeg fik besked fra banken om at spærre mit kort. De ringede til mig og sagde, at jeg skulle gøre det for at undgå svindel. De sagde, at jeg var udsat, fordi jeg har handlet på en udenlandsk netside, som sælger tøj og sko,« siger 33-årige Susanne Halle fra Norge ifølge Berlingske Business til den norske netavis E24.no.

Skandalen blev opdaget gennem Nets’ særlige overvågningshold, som har til formål at følge med i mistænkelige transaktioner. Det er på baggrund af deres overvågninger, at Nets 26. oktober bad de danske banker om at spærre 100.000 betalingskort. Oprindelig var kun 15.000 kort i søgelyset.

Læs også: Banker nægter at spærre kort, selvom de risikerer at blive misbrugt

Nu er 45.000 norske kort så tilføjet, ligesom få tusinde svenske og finske kort også skal spærres.

Dermed når det samlede antal op på 150.000 kort, som er faldet i hænderne på hackere. Det gør det til den største kortsvindelsag i Danmark og Norge nogensinde.

»Dette er betydeligt. Især når det gælder antallet af kort, som vi har valgt at anbefale spærret,« siger kommunikationschef i Nets i Norge Stein-Arne Tjore ifølge Berlingske Business til netavisen.

Læs også: Kriminelle lænser danske betalingskort med avanceret software

Nets i Danmark oplyste i sidste uge, at kortinformationerne formentlig endnu ikke var blevet blevet misbrugt, men oplysningerne fra Norge lyder på, at det tydeligvis er sket der.

»Vi har set en klar sammenhæng mellem øget misbrug og handel hos den aktuelle netbutik,« siger Marius Markant, som er en af Nets’ norske eksperter inden for kortsvindel, til Nets’ norske hjemmeside.

Berlingske Business oplyser, at bankerne som udgangspunkt vil dække de tab, der måtte være, hvis ens kort er blevet misbrugt. For at undgå yderligere misbrug spærrer Nets selv de kort, som ser ud til at være blevet misbrugt, men det er bankerne, der tager kontakt til de personer, der skal have deres kort skiftet ud. Man kan derfor godt opleve, at ens dankort ikke kan bruges i butikkerne, før man får besked fra sin bank.

Hvis man får spærret et kort, som man også anvender til løbende betaling af abonnementer, broafgift, rejsekort m.m., skal man huske at opdatere alle steder og få tilmeldt det nye kort i stedet, skriver Berlingske Business.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kim Kaos

Det er noget snot at de ikke snart oplyser os hvilke firma det drejer sig om - det er trods alt ikke Olsen´s Bolchebutik når de har så mange internationale kunder som de har.

Jeg ved at Amazon.de lige har været udsat for et angreb og en masse priser på bl.a. fitness udstyr blev ændret - så måske er der en sammenhæng?

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere