Sverige vil revidere logningslov: Den er i klar strid med EU-dom

En udredning vil være klar til oktober, oplyser den svenske stat.

Den svenske telelogning er i klar strid med den EU-dom, som kort før jul sidste år undsagde alle former for ikke-differentieret masseovervågning.

Det erkender den svenske regering i en meddelelse, der samtidig annoncerer, at regeringen nu vil nedsætte en kommission, som skal undersøge, hvordan logningsloven præcist skal ændres og opdateres, så den ikke er i strid med charteret for grundlæggende rettigheder.

Arbejdet skal præsenteres den 9. oktober.

Læs også: Bombe under ti års dansk telelogning: Den er klart ulovlig og skal skrottes

Meldingen anerkender officielt, at reglerne skal ændres efter den svenske stat - i form af Post- og Telestyrelsen - tabte sagen mod den svenske udbyder Tele2.

I mellemtiden har flere at de største svenske teleselskaber allerede indstillet logningen - herunder Bahnhof, Telenor Sverige og Tele2. To andre store operatører - 3 og Telia - har endnu ikke ændret praksis.

Den svenske politiledelse var for nyligt ude og advare mod at fjerne logningen, som ifølge ordensmagten ofte er det eneste spor at gå efter. Den svenske regering lægger ikke skjul på, at man ønsker at finde ud af, hvilke værktøjer man kan give politiet uden at bryde med dommen.

Læs også: Den samlede svenske polititop: EU-dom udhuler vores ofte eneste redskab til efterforskning

»Vi skal sikre politiets og sikkerhedstjenestens mulighed for at få del i operatørernes data for at opklare alvorlig kriminalitet og beskytte den nationale sikkerhed,« siger indenrigsminister Anders Ygeman.

»Lovgivningen skal indeholde stærkere juridisk sikkerhed og mekanismer til beskyttelse af privatlivet,« fortsætter han.

I Danmark har teleselskaberne valgt at afvente en udmelding fra justitsminister Søren Pape Poulsen om logningsreglernes fremtid.

Læs også: Justitsminister forsvarer tele-overvågning: Logningen er for central til, at vi kan ophæve den

»Det siger sig selv, at Danmark – ligesom de andre EU-lande – hurtigst muligt skal tage stilling til, hvilke konsekvenser dommen bør have for indretningen af de nationale regler om logning. Vi vil dog ikke ophæve de gældende regler – og dermed fratage politiet et centralt værktøj til bekæmpelse af grov kriminalitet – før vi har et nyt system på plads,« har ministeren tidligere udtalt i en skriftlig kommentar til Version2.

Det er uklart om det arbejde - som i Sverige - kan fortsætte til oktober.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer