Sveriges kortmyndighed - Lantmateriet - har lanceret en blockchain-baseret teknologi, der kan holde styr på svenske bolighandler.
Sammen med blockchain-selskabet CromaWay og konsulenthuset Kairos Future har myndigheden skrevet et whitepaper og udviklet en proof-of-concept-version af systemet, der skal gøre det nemmere at komme sikkert gennem en bolighandel, skriver blandt andre Reuters.
I dag kræver en svensk bolighandel signering og udveksling af en række fysiske dokumenter som skøder og kontrakter - enten skannet og mailet eller sendt i almindelig brevpost. Processen tager typisk flere måneder.
Med digital signatur kan dokumenterne i stedet være digitale, uden at sikkerheden hæmmes, forklarer ChromaWay i en blog om projektet.
‘Blockchainen kan regulere og kontrollere arbejdsgange og digitale signature. Blockchainen verificerer, at dokumenterne er korrekte, og reglerne og rækkefølgen af tilladelser med en teknologi til lagring af digitale fingeraftryk. Fingeraftrykkene er unikke for hvert dokument, register og trin i processen og bliver dermed en verifikation på linje med det menneskelige fingeraftryk,’ skriver ChromaWay.
»I den første fase af teknologien har vi testet processen med nogle banker,« fortæller Magnus Kempe, der er chef for retail og finance hos Kairos Future.
»Nu er vi i anden fase af projektet, hvis vi vil teste i en fuld-skala miljø,« siger han til nyhedsbureauet.
Magnus Kempe forventer, at projektet går i luften til efteråret.
»Vi håber, vi kan øge viden på dette område og stimulere innovation. Teknologiens værdi for samfundet kan være mere, end vi kan forestille os,« lyder det fra Magnus Kempe.