Der kan blive ryddet grundigt op i mængden af udstyr, der forbinder hjemmets data med det omgivende internet med ny hjemmeserver fra svenske Excito.
Der er grundlæggende tale om en netværksbaseret lagerenhed med en kapacitet på op til 4TB, men Excito er gået skridtet videre og tænkt, hvordan de yderligere kunne reducere mængden af hjemmeelektronik, der normalt både støjer og slugere stadig mere strøm.
Resultatet er blevet Excito B3, som er en meget betjeningsvenlig netværksserver uden ventilator, der angiveligt har markedets laveste strømforbrug (8 W i drift). Med Excito B3 kan brugerne ifølge selskabet skabe en personlig "cloud" ved at tilbyde diverse services til håndtering af digital information. Kassen har firewall, router og WLAN-adgangspunkt.
Serveren er kompatibel med alle operativsystemer og er i bund og grund en Linux-server, der er baseret på Debian GNU/Linux. Den er udviklet helt med open source-software, inklusive den trådløse driver til WLAN.
Normalt er det både for tidskrævende og frustrerende at installere en server i et hjemmenetværk. Med B3 har Excito haft en målsætning om, at det skal være anderledes. Det medfølgende kabel sluttes til netværket, og derefter følger tre enkle trin for at få en komplet installeret server.
Har man allerede lagret gigavis af bytes med musik og film, er det også muligt at tilslutte eksterne USB- eller eSATA-diske til B3. Disse enheder vil indgå i den samlede lagerpulje og kan nås både lokalt i hjemmenetværket og over internet. Den automatiske backup omfatter også de eksterne USB- og eSATA-diske.
Excito B3 har ikke andre bevægelige dele end harddisken, og da der ikke er indbygget nogen ventilator i serveren er lyden fra hjemmeserveren også begrænset. Den kommer i et kabinet i tykt aluminium for at reducere varmen og for at kunne tåle kraftige stød og hård behandling.
Af andre specifikationer oplyser selskabet, at Excito B3 er i stand til streaming af medier til flere modtagere samtidigt i forskellige rum, printerdeling, fotodeling, download af torrent-filer, e-mail-deling og trådløst adgangspunkt.
Prisen oplyses til at ligge mellem 2600 og 4400 kroner.
B3 er en videreudvikling af Excitos eksistererende Bubba-hjemmeserver.
Denne artikel stammer Mediehuset Ingeniørens nye websted for den danske elektronikbranche, Elektronikbranchen.dk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.