Svensk software skal samle data fra 9.000 mediko-enheder i Region Syddanmark

Illustration: MI Grafik
Region Syddanmark har valgt svenske Cambio Health Care Systems til at opsamle data fra op mod 9.000 forskellige medico-enheder på regionens hospitaler. Løsningen er systemuafhængig og kan på sigt integreres hos alle EPJ-systemer.

I løbet af de kommende syv år skal Region Syddanmark blive i stand til at digitalt at opsamle og analysere medicoteknisk måledata fra op mod 9.000 enheder på regionens hospitaler.

Region Syddanmark har indgået en aftale med Cambio Healthcare Systems A/S, der sammen med danske Daintel og amerikanske Qualcomm Life skal levere en samlet løsning til dataopsamling fra alt medicoteknisk udstyr på Regionens hospitaler.

Cambio Healthcare Systems er især kendt for deres EPJ-system Cosmic, som Region Syddanmark benytter i dag. Tidligere i år tabte Cambio Health Care Systems dog den opgave til Systematic.

Læs også: Systematic vinder kæmpe EPJ-udbud i Region Syddanmark

Hver dag registreres via medicoteknisk udstyr store mængder data til støtte for diagnosticering, forebyggelse, overvågning og behandling af sygdomme. Den nye løsning, Medical Device Information Collection (MDIC), samler, opbevarer og formidler alle data i ét samlet system på en tidstro, struktureret og standardiseret måde.

Løsningen består af en komplet overvågningsplatform, leveret af Daintel, der sikrer alle de nødvendige integrationer, mens Qualcomm Life leverer datahubs, der forbinder data med et datasystem, fx en elektronisk patientjournal hvorfra værdierne kan læses, når målingen foretages.

Fremadrettet vil alle systemer og medicoteknisk udstyr overalt i Region Syddanmark kunne blive forbundet gennem en standardiseret grænseflade til MDIC-løsningen, som vil opsamle data til et fælles datalager. det betyder at data kun findes et sted, og dermed kan gøres tilgængelige hvor der er brug for dem i regionen.

Da Region Syddanmark sendte opgaven i udbud i foråret, var forventningen at opgaven ville koste 50 millioner kroner.

Læs også: Region Syddanmark vil samle medicinske måledata fra 1.500 enheder ét sted

Starter med ænestisi-området

I første omgang er det planen, at 1.500 enheder skal forbindes, og det tal forventes at stige gradvist til 9.000 enheder i løbet af de kommende syv år. det er anæstesi-området, som regionen vil starte med at forbinde, for efterfølgende at brede det ud til om andre områder

»I Cambio Healthcare Systems A/S har vi over 25 års erfaring med elektroniske patientjournaler, og både Daintel og Qualcomm Life har mange års erfaring på medicoteknik området,« fortæller Anne Mette Bang, Managing Director hos Cambio Healthcare Systems A/S, der står for hovedentreprisen og den overordnede implementering af systemet..

Daintel har i mere end ti år brugt Qualcomm Lifes dataopsamlingsløsninger til anæstesi- og intensivområdet. Qualcomm Lifes løsninger leveres i dag leveres til flere end 2.500 hospitalsenheder i verden. For Cambio Healthcare Systems A/S, der er en af nordens førende leverandører af kernesystemer til sundhedssektoren, er området nyt, men tæt forbundet med virksomhedens nuværende hovedforretning, nemlig elektroniske patientjournalsystemer.

Version2 har tidligere beskrevet hvordan risikoen for cyberangreb vokser i takt med at mere medicinsk udstyr bliver forbundet med omverdenen med IoT-løsninger.

Læs også: Hospitalernes medikoudstyr kobles på nettet: Øger sårbarhed over for cyberangreb

I Danmark er der endnu ingen kendte eksempler på cyberangreb mod medicinsk udstyr.

Langt størstedelen af det medicinske udstyr på landets hospitaler er da heller ikke koblet online og er derfor ikke udsat for cybertrusler.

Men i disse år bliver der indkøbt for milliarder af kroner nyt udstyr til de seks nye supersygehuse, der bygges i Aarhus, Aalborg, Odense, Herning, Køge og Hillerød.

Faktisk går op mod 25 procent af supersyge­husenes etableringsbudgetter til indkøb af ny teknologi.

Systemuafhængig løsning

»MDIC løsningen er system uafhængig, og kan integreres til det nye EPJ-Syd, i Region Midtjylland og Region Nordjylland samt naturligvis løsninger i f.eks. Region Hovedstaden og Region Sjælland. Løsningen er state-of-the-art og uden tvivl en af de stærkeste på verdensplan. Vi synes det er vigtigt, at Danmark har sundhedssystemer, der ikke er lokalt forankret, men har en ’proven track record’ på et større marked end det danske. Det bidrager til større sikkerhed og brugervenlighed,« siger Anne Mette Bang.

Kontrakten med Region Syddanmark er på syv år. Der er desuden optioner på, at Region Midtjylland og Region Nordjylland kan vælge MDIC-løsningen under samme forhold som er gældende for Region Syddanmark.

Læs også: Professor: Medikoindustrien forsømmer at sikre hospitalsudstyr mod hacking

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize