Svensk prispanik: 6.200 kr. for billigste udgave af Microsoft-tablet

Svensk webbutiks priser på Microsoft-tabletten Surface har vakt opsigt for at ligge meget højere end konkurrenten Apples iPad. Men priserne er ren fiktion og med vilje sat for højt.

Det skabte en del røre på det store internet, da den svenske netbutik webhallen.com tidligere på ugen tilsyneladende som den første kunne diske op med priser på forskellige udgaver af Microsofts kommende iPad-konkurrent, Surface.

Læs også: Microsoft afslører ny tablet: Surface med Windows 8

Priserne var nemlig noget højere end dem, man ser hos Apple og producenter som Samsung og Motorola, der fremstiller Android-tablets. Hos flere netmedier og blogs gik spekulationerne derfor i gang, om Microsoft med sin prissætning på forhånd havde tabt slaget om tabletmarkedet.

Men nu oplyser webhallen.com i en udtalelse til Techie Buzz, at priserne kun er foreløbige og med vilje er sat et godt stykke over det forventede niveau.

Eksempelvis var prisen på den billigste Surface-model - den med 32 gigabyte lager, wifi og Windows 8 RT - sat til 6.990 svenske kroner, hvilket efter dagens kurs svarer til knap 6.200 danske kroner.

Det er en pæn sjat højere end Apples nyeste iPad, der i 32 gigabyte-versionen med wifi koster 4.400 kroner.

Men webhallen.com kender altså ikke de endelige priser for Microsofts Surface-modeller - af den simple grund, at Microsoft endnu ikke har delt den oplysning med forhandlerne.

Webhallen har sat priserne højt for at give kunder mulighed for at forudbestille Surface, hvorefter butikken kan justere priserne ned for at afspejle den endelige pris frem for at skulle forsøge at hæve prisen senere, hvis den var sat for lavt.

Microsoft Surface lanceres i versioner med ARM- og Intel-processorer, som skal konkurrere på henholdsvis tablet- og ultrabook-markedet. Selskabet har tidligere antydet, at priserne skal være sammenlignelige med tilsvarende tablets og ultrabooks på markedet. Det vil formentlig sige startpriser på godt 3.000 eksklusive moms for ARM-modellen og godt 6.000 kroner eksklusive moms for Intel-modellen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Peters

de har det danske E-mærke og de forlanger at man overholder dansk lovgivning for at få dette mærke.

Så må de ikke trække pengene før de sender en fysisk vare. Sådan er den danske lov om betaling under E-mærket - det er i hvert fald de regler vores webshop er underlagt.

Normalt plejer svenskerne i lighed med deres alkohollovgivning at være mindst lige så "skrappe" som dansk lovgivning.

  • 4
  • 0
Allan S. Hansen

Plus at krejlerne hos webhallen.com trækker pengene på din konto med det samme når du bestiller selvom dette ikke er lovligt ifølge dansk lovgivning.

Så vidt jeg ved, mener jeg godt man må trække pengene før varen afsendes iflg. dansk lovgivning, så længe det er en aftale mellem parterne (det skal stå).

E-mærket mener jeg har andre regler som er skrappere med hensyn til dette, men det er ikke en lovgivning.

  • 0
  • 0
Henrik Madsen

Så må de ikke trække pengene før de sender en fysisk vare. Sådan er den danske lov om betaling under E-mærket - det er i hvert fald de regler vores webshop er underlagt.

Jamen der er skam også lys for enden af tunnelen for snydepelsene hos webhallen havde bedt om godkendelse til e-mærket og så har de efterfølgende skrevet deres politik med at snuppe pengene med det samme selvom varerne står i restordre på deres side og jeg skal lige love for at e-mærket IKKE var imponerede over den politik.

Hvis du kigger på trustpilot så ser du at der er mange der er sure over at de laver det fusk der...

  • 2
  • 0
Per Engberg

"Normalt plejer svenskerne i lighed med deres alkohollovgivning at være mindst lige så "skrappe" som dansk lovgivning."

Er det noget du kan dokumentere, eller bare den sædvanlige danske fordom om "forbudssverige"? Det er min opfattelse at Danmark for længe siden overhalede Sverige med hensyn til regulering, f.eks. knivforbud, speedbådskørekort mm. Men systembolaget tæller nok mere i mange danske øjne.

  • 3
  • 0
Michael Peters

Er det noget du kan dokumentere, eller bare den sædvanlige danske fordom om "forbudssverige"

:-)

Jeg er faktisk meget glad for Sverige og har arbejdet i dette flotte område i flere år så derfor har jeg skam ingen fordomme, men da vores virksomhed sælger på alle de nordiske markeder, kender vi lidt til de svenske forhold.

Her er lige hvad den danske forbrugerombudsmand har på forsiden om emnet:

"I denne fællesnordiske vejledning beskriver Forbrugerombudsmanden reglerne for markedsføring og salg via internettet, herunder bl.a. sikkerhed, oplysningspligt, aftaleindgåelse og betaling".

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Love-og-regulering/Retningslinjer-og...

Om reglerne er ændret ved jeg ikke.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere