Gottfrid Svartholm Warg er mistænkt for at have hacket sig ind i politiets kørekortregister og skal derfor udleveres til Danmark. Han blev i september frifundet i Sverige for at have hacket Nordea, da anklageren ikke kunne bevise, at den anvendte computer ikke blev fjernstyret eller benyttet af en anden.
Ifølge Ulf Munkedal, der er ekspert i it-sikkerhed, gør netop det forsvar det generelt rigtig svært for anklagere at få tiltalte for it-kriminalitet dømt.
»Dette her argument bruges tit i hackersager i hele verden. Anklageren skal have en ret stor bevisbyrde, og du som hacker på forhånd tænker i det scenarie, at man bliver sporet på et tidspunkt og tager sine forholdsregler, så er det svært at bevise, at det var dig der sad foran computeren på det tidspunkt, og at den ikke blev fjernstyret«, siger Ulf Munkedal, der til daglig er direktør i sikkerhedsfirmaet Fort Consult, til Version2.
For let at slippe væk
Gottrid Svartholm Varg blev frifundet for Nordea-hackingen, da hans computer var konfigureret på en sådan måde, at det ikke var muligt for anklagemyndigheden at udelukke, at den var blevet fjernstyret eller benyttet af andre, mens de havde besøgt hans lejlighed. Og det er ifølge Ulf Munkedal et skridt mange hackere tager, hvis de frygter at blive dømt.
»Det er det første, de gør. Hver gang der er en skyldig, der bliver dømt, så er det positivt, for det danner præcedens. Det er simpelthen for let for dem at slippe væk«, siger Ulf Munkedal til Version2
Gottfrid Svartholm Warg og hans mor har anfægtet grundlaget for udleveringen til Danmark, idet de mener, at den svenske dom er overførbar på den danske sag.
Men Dorit Borgaard, der er chefanklager i danske sag om hacking af politiets it-systemer på CSC's mainframe slår fast, at han skal udleveres til Danmark.
»Vi får selvfølgelig den svenske dom og kigger på den. Men de svenske myndigheder har jo for længst godkendt, at han skal udleveres til Danmark. Vi har aftalt, at vi venter, til de er færdige med at behandle hans sag derovre. Og det er de jo lige blevet. Men der er ikke sat en dato endnu«, siger Dorit Borgaard til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.