Svensk myndighed dropper Google Chrome: Indsamler flest persondata og blokerer færrest cookies
Den svenske styrelse Trafikverket, der har ansvaret for den langsigtede planlægning af infrastruktur til vej- og jernbanetrafik samt sø- og luftfart, har fravalgt Google Chrome som standardbrowser og Google som søgemaskine. I stedet er Firefox og Micrsoft Edge samt DuckDuckGo valgt som henholdsvis standardbrowser og søgemaskine.
Det skriver Computerworld med henvisning til det svenske søstermedie, Computersweden.
Læs også: EU udvider samarbejde med sociale medier om at bekæmpe desinformation
»For det første er der mange sikkerhedsopdateringer til Chrome. Det er i sig selv ikke en ulempe, men det kræver mange ledelsesressourcer for it-afdelingen at rulle dem ud. Dernæst er det den browser, som ifølge flere af de test, vi har kigget på, ser ud til at indsamle flest personlige data og blokerer for færrest cookies og andre trackere,« siger Per Tuvall, der er databeskyttelsesrepræsentant i Trafikverket, til Computersweden.
Læs også: Tysk konkurrencemyndighed undersøger Apples omdiskuterede privacy-politik
Det er kun standardindstillingerne, der ændres, og det vil derfor stadig være muligt at ændre søgemaskine, ligesom det vil være muligt at få en særlig tilladelse til at bruge Google Chrome som browser.
