Svensk it-nedbrud lagde både postens hjemmeside og Systembolaget ned

26. juli 2013 kl. 14:441
Svensk it-nedbrud lagde både postens hjemmeside og Systembolaget ned
Illustration: Lars Schmidt.
Et stort nedbrud hos it-outsourcingleverandøren Evry har lammet flere svenske virksomheders it-drift. Nedbruddet bærer også skylden for hjemmesideproblemer i Postdanmark.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Et større it-nedbrud hos den norske it-outsourcingvirksomhed Evrys svenske afdeling har fredag givet store problemer for kunderne, der blandt andet tæller PostNord, de svenske jernbaner SJ, Stockholms lokaltrafik og Systembolaget.

Postdanmarks danske it-chef, Herman Petersson, fortæller, at selvom nedbruddet primært ramte den svenske del af det fællesnordiske postselskabs it-drift, lagde det også den danske hjemmeside ned.

»Det har lammet en stor del af systemerne i Postnord på den svenske side, men også de fællesnordiske it-platforme, herunder vores hjemmeside-system,« siger Hermann Petersson til Version2.

Ud over hjemmesiderne postdanmark.dk og posten.se har webservices som track'n'trace og webshoppen, der begge tilgås via hjemmesiden, naturligvis også været ramt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Jeg kan se, at en af jeres debattører skriver, at Pacsoft online også skulle være nede, men den burde ifølge mine informationer køre fint. Det er selvfølgelig klart, at man har fået en fejl, hvis man har forsøgt at tilgå den via hjemmesiden,« fortsætter Herman Petersson.

Ligeledes kan han heller ikke bekræfte en Version2-læsers oplysning om, at problemerne skulle have eksisteret siden torsdag.

»Jeg har en logfil frem til midnat i går aftes, hvor der ikke fremgår nogen fejl. Ifølge vores informationer er problemerne opstået omkring klokken 7 i morges,« siger Herman Petersson til Version2.

Trinvis opstart

Postdanmark.dk er nu online igen, omend man stadig vil kunne opleve enkelte hjørner, der endnu ikke er nået helt op i omdrejninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi starter de enkelte systemer og databaser kontrolleret op. Vi gør det successivt, så der kan gå lidt tid, før enkelte billeder eller links helt ligner sig selv igen,« siger Herman Petersson.

It-chefen understreger, at nedbruddet ikke vil få konsekvenser for postomdelingen, men kun har berørt Postdanmarks online-kunder.

»Alle væsentlige interne it-systemer har kørt hele dagen, så det kommer ikke til at berøre postproduktionen.«

Har leverandøren fortalt, hvad årsagen til problemet er?

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Ikke andet end at der er tale om et større, teknisk nedbrud,« lyder det fra Herman Petersson.

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
27. juli 2013 kl. 13:56

nedbrud hos SJ, PostNorden eller Systembolaget? SCNR - der er svært at forblive seriøst i sommervarmen.