Svensk Drupal-gigant opkøber dansk konsulenthus
Svenskerne kommer!
Den svenske Drupalgigant NodeOne har nemlig opkøbt det danske konsulenthus Verk med det formål at komme ind på det danske CMS-marked.
Verk beskæftiger fire mand herunder direktør Rasmus Frey, der er næstformand i Drupal Danmark.
»Selvom Verk er relativt små, så har de en kultur, som passer vældig godt med vores egen. Det er en kultur, der er meget orienteret imod også at bidrage tilbage til open source-verdenen. Vi har i dag givet mere end 2.500 bidrag til Drupal i form af moduler, koder og andre ting, og vi har svaret på mere end 7.500 spørgsmål i drupalforummet. Derfor mener jeg, at vi passer godt sammen,« siger Thomas Barregren, som er administrerende direktør i NodeOne.
Ifølge eget udsagn er NodeOne intet mindre end verdens største leverandør af Drupalbaserede CMS-værktøjer. NodeOne har flere end 30 medarbejdere, hvor størstedelen arbejder med udvikling af CMS-platforme til deres kunder.
Kunderne inkluderer blandt andre mobiltelefonproducenten SonyEricsson, varehuset Ikea og nordens største udgiver af magasiner Bonnier.
Thomas Barregren slår også på størrelsen, når han skal forklarer, hvad det er, at NodeOne kan tilbyde kunderne, som de danske Drupal CMS-designere ikke kan.
»Vi er faktisk den største Drupal-leverandør i verden, og vi har vældigt mange vældigt dygtige medarbejdere. Vi har jo folk, som flytter fra for eksempel Seattle til Stockholm for at arbejde med os. Det, vi primært kan tilføje, det er, at vi har en meget høj kompetence indenfor Drupal,« siger Thomas Barregren.
Det svenske firma har også store planer for udvidelsen i Danmark.
NodeOne udvider måske tilstedeværelsen i Danmark allerede til næste år, hvor de planlægger at åbne et kontor i Jylland. Men i første omgang handler det dog mest om at få etableret sig i København, slår Thomas Barregren fast.
