Den svenske stat har ikke længere nogen ret til at håndhæve den svenske lov om telelogning.
Det fastslår Kammarrättan i Stockholm oven på den EU-dom, der kort før jul erklærede massiv ikke-målrettet logning ulovlig.
Den svenske regering har allerede anerkendt, at dommen betyder, at de svenske regler skal ændres. Men det skal ske gennem et kommissionsarbejde, der først har deadline i oktober.
Den svenske regering har ikke lagt skjul på, at man ønsker at give politiet værktøjer, som kan erstatte logning.
»Vi skal sikre politiets og sikkerhedstjenestens mulighed for at få del i operatørernes data for at opklare alvorlig kriminalitet og beskytte den nationale sikkerhed,« siger indenrigsminister Anders Ygeman.
Derfor har det været særdeles usikkert, om de svenske teleselskaber kan føje EU-dommen og stoppe logningen - uden at komme i karambolage med den svenske lov. Og det fastslår retten i Stockholm altså, at teleselskaberne er i deres gode ret til.
Selskaber som Bahnhof, Telenor Sverige og Tele2 har allerede valgt at stoppe ulovlige logning.
Kun et folketingsflertal
I Danmark har justitsminister Søren Pape Poulsen ligeledes meldt ud, at logningsreglerne først vil blive revideret i næste folketingssamling.
Ministeren nægtede samtidig at suspendere logningen, før et lovligt system er kommet på plads - medmindre et folketingsflertal tvinger ham til det.
»Vi kan ikke få nye regler fra dag til dag. Det kræver nogle undersøgelser at finde ud af, hvordan de skal skrues sammen, og selskaber skal have tid til at justere systemet,« fastslog ministeren på et samråd i sidste uge.
Hos brancheorganisationen Teleindustrien har man oven på Søren Pape Poulsens udmelding ikke lagt op til stoppe logning mod ministerens ønske.
»Vi hæfter os ved, at der bliver meldt klart ud, at loven opretholdes. Men det er ikke en situation, der kan fortsætte for evigt,« sagde direktør Jakob Willer til Version2 i sidste uge.
»Vi har interesse i at få afklaret det så hurtigt som mulig, men på den anden side er vi ikke interesseret i, at man går dansk enegang og laver en hovsa-løsning,« fortsætter han.