Svensk datatilsyn dumper sikkerheden i Danske Banks app

Illustration: leowolfert/Bigstock
Danske Bank har ikke sikret sin mobil-app godt nok, mener datatilsynet i Sverige, som også afviser Danske Banks forslag til forbedringer.

Med malware på en smartphone eller lidt god gammeldags 'kiggen over skulderen' kan fremmede få adgang til din netbank via mobilen og kigge med.

Sådan lyder det fra Datainspektionen, som er Sveriges svar på Datatilsynet, i en undersøgelse af mobilbank-apps fra tre store banker: Nordea, Danske Bank og Handelsbanken. Det skriver den svenske tv-kanal SVT.se.

Det kræver nemlig blot et CPR-nummer - som ofte ikke er særlig hemmeligt - og en pin-kode at logge på netbanken fra mobilen. Man kan ikke overføre penge uden yderligere koder, men man kan se kontoudtog og dermed mange private oplysninger, siger Adolf Slama fra Datainspektionen til SVT.se.

Læs også: Sådan opruster bankerne mod kreditkort-svindel med NemID og sms-koder

Bankerne fik mulighed for at besvare kritikken med forslag til forbedringer, og hos Nordea og Handelsbanken valgte man at binde en mobilbank-app til en bestemt telefon. Det var nok til grønt lys fra Datainspektionen, mens Danske Bank fik en nedadvendt tommelfinger med sit forslag: at bruge tastehastighed og hvor hårdt, man taster, til at vurdere, om det var den normale bruger, som loggede ind.

Danske Bank har nu fået et år til at komme med en bedre løsning.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jesper Kleis

Ja - kun et cpr nr og en pin kode. Ikke meget anderledes end det der beskytter ens kreditkort - og så har man adgang til at se sine kontodetaljer.

Det er den løsning som jeg gerne vælger i stedet for e-boks som jeg aldrig bruger. Her skal personnummeret skrives igen og igen - og der skal en kode med store og små bogstaver (som er frygtelig på et touch tastatur). Og så kan man med lidt held se ligegyldige breve.

Hvis man vil have større sikkerhed og sikkerheden med - ja, så er det mest brugervenlige nok apples nye tiltag med fingeraftryksscanner.

  • 3
  • 3
#2 Michael Zedeler

Hvis man vil have større sikkerhed og sikkerheden med - ja, så er det mest brugervenlige nok apples nye tiltag med fingeraftryksscanner.

Det var nok det mest bizarre udsagn, jeg har set længe. Fingeraftryk er jo en kode, du aldrig kan ændre og som følger dig hele livet. Det er da det sidste, du har lyst til at bruge til at autentikere dig selv med.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere