Surftown hårdt ramt af vandskader: Må flytte serverpark

Lørdagens skybrud har sat webhotellet Surftowns el-installationer under vand. Kunderne har været offline siden lørdag aften.

Det historisk voldsomme regnvejr har skabt enorme problemer for webhotellet Surftown, som gik offline klokken 21 lørdag aften og stadig mandag morgen ikke har fået liv i mange af kundernes websider.

El-installationerne i et af Surftowns tre datacentre ligger i kælderniveau og blev oversvømmet, og det er gået hårdt ud over driften. Surftown har i løbet af søndag arbejdet på at flytte serverne, som er uskadt, til en ny lokation. Alle mail-konti skulle være online mandag ved middagstid, skriver Surftown.

Surftowns egen blog med driftsinformation er i øjeblikket ikke tilgængelig, men Surftown holder omverden underrettet om situationen via firmaets Twitter-konto.

Blandt andet skriver Surftown, at der er blevet pumpet 30.000 liter vand ud i minuttet i hele lørdag nat og søndag, med hjælp fra Beredskabskorpset. Serverne står i bunden af en seks-etagers høj bygning.

Søndag nat efter midnat skrev Surftown, at alle filservere er klar, men at databaserne stadig var ramt og var ved at blive genskabt. Der skulle ikke være tabt data, skriver Surftown.

30 medarbejdere har været i gang med at få styr på situationen siden lørdag nat.

Ringer man til Surftown for at høre nærmere, bliver man mødt af en telefonsvarerbesked, for Surftown har lukket kontoret og telefonsupporten lige nu. Ifølge den båndede besked forventer Surftown at alt er oppe at køre igen i løbet af mandag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#8 Jens Beltofte

Nu er det jo ikke kun kælderen som Surftown benytter der var fyldt med vand. I følge deres blog var der 2 meter vand i kælderrummet ved siden af. Så det har nok være alle kælderrum i bygningen der har været oversvømmet, og så er det rimelig meget vand der skal pumpes ud. Og når Beredskabsstyrelsen deltog i arbejdet, kan de sagtens pumpe 30 m3 i minuttet.... men ja, det er rimelig meget.

  • 0
  • 0
#11 Leif Neland

http://www.bornholmstidende.dk/pda/default.aspx?Id=22769

"Det ene køretøj er en såkaldt lænsepumpecontainer med en kapacitet på 28.800 liter i minuttet. Den bringer Beredskabsstyrelsen Bornholms samlede pumpekapacitet op på 82.500 liter i minuttet."

Eller http://www.brs.dk/brssj/ressourcekatalog/redning/pumpecon.htm

6 store Grindex dykpumper hver med en pumpekapacitet på 6100 L/Min.  
4 små Grindex dykpumper hver med en pumpekapacitet på 2400 L/Min.

Så det er ikke bare en lille pumpe til springvandet i havebasinnet :-)

  • 0
  • 0
#12 Maciej Szeliga

Problemet med at servere/UPS havner i kælderen er jo den velkendete: "Det sker jo ikke" når det kommer fra en direktør er det ikke noget man kan gøre særligt meget ved.

Det er noget andet når man bygger selv, så er der mulighed for at etablere serverrum (med plads til UPS) på første sal.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere