Superhurtig DDR3-ram med lavere effektforbrug

Det er lykkedes japanske Elpida Memory at bygge markedets mest effektive DDR3-ram, der dog stadig yder en hastighed på 2,5 Gb/s.

Japanske Elpida har netop klargjort sin seneste DDR3 ram-chip til produktion. Chippen fylder blot 40 mm² for en 1 Gb-chip, samtidig med at den har en hastighed på 2,5 Gb/s og blot kræver ren spænding på 1,2 V, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Typiske DDR3-chip kræver en forsyningsspænding på 1,5 V, så med introduktionen af chip til 1,2 V kan Elpida også nedsætte effektforbruget. Chippen forventes anvendt i indlejrede systemer, der kræver høj ydeevne samt i servere og pc'er, hvor effektforbruget spiller en afgørende rolle.

Lanceringen af chippen, som Elpida forventer at kunne masseproducere med levering til april, kommer samtidig med, at der er ved at ske et udskilningsløb i ram-industrien, hvor der stadig findes en lang række mindre producenter. De mindre producenter kan dog meget vel gå en hård tid i møde. Dels bliver de ramt som en del af den økonomiske afmatning, dels er selve fremstillingsprocessen dyrere for ram-producenterne.

I modsætning til logikproducenterne, der producerer mikroprocessorer, findes der inden for RAM ikke de samme standarder. Således arbejder Elpida med 50 nm procesteknologi, mens konkurrenten Samsung arbejder med 56 nm. Disse forskellige størrelser gør det dyrere at installere og tune produktionsudstyret til ram-produktion i forhold til logik-produktion, der forlængst har standardiseret på faste intervaller mellem størrelserne, som traditionelt hedder 130 nm, 90 nm, 65 nm, 45 nm og 32 nm.

Forskellen mellem hver generation er cirka en faktor 1,4, hvilket betyder, at der er plads til dobbelt så mange komponenter på samme areal for hvert generationsskifte, da der arbejdes i to dimensioner ? og 1,4 i anden potens er meget tæt på et to-tal.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere