Sundhedsplatformens nye ekspertråd har sat kritikerne uden for døren
Opdateret 27. nov. kl. 13:44 med kommissorium til det nye ekspertråd.
Sundhedsplatformen har om noget it-projekt her til lands de seneste par år været genstand for kritik. Der har - også på Version2 - været eksempler på kritikere, som ikke havde et tilstrækkeligt substantielt grundlag for deres hårde ord.
It-projektet har imidlertid også nydt bevågenhed på landets allerhøjeste videninstitutioner inden for it, bl.a. det 38 år gamle Datalogisk Institut på Københavns Universitet, IT-Universitetet og Syddansk Universitet.
Derfor er det udtryk for en forbløffende mangel på respekt for viden, når disse institutioner ikke er inviteret med i et nyt såkaldt ekspertråd, som Region Hovedstaden har nedsat med henblik på at »udfordre os på det, vi allerede gør« og forbedre Sundhedsplatformen.
Regionen mener at have udpeget »nogle dygtige personer«, som alle »har stor erfaring med og indsigt i komplekse it-projekter og organisationsforandringer«.
Kilde: Region HovedstadenDet nye ekspertråd for Sundhedsplatformen
Problemet er bare, at flere oplagte profiler ikke er blevet spurgt:
Fra Datalogisk Institut har professor Jørgen Bansler gransket amerikanske studier, der viser, at EPJ-systemer fra leverandøren af Sundhedsplatformen, Epic, og tilsvarende systemer, sænker både kvaliteten af journalerne og produktivteten på hospitalerne - stik imod de mål, som Region Hovedstaden og Region Sjælland fra starten opstillede med milliardinvesteringen i Sundhedsplatformen.
Professor Søren Lauesen, IT-Universitetet i København, har bl.a. kritiseret, at Region Sjælland og Region H har sat en personlig opsætning af platformen til lægerne i gang samtidig for alle slags læger i stedet for at tage det gradvist, så man kan lære af erfaringerne.
Han er samtidig - i modsætning til især en del læger - af den overbevisning, at Sundhedsplatformen ikke skal lukkes, at der er potentiale i systemet, men at der skal ske tilpasninger; ikke bare af systemet, men også af den daglige praksis.
Trods den nuancerede kritik har Region H hverken inviteret Jørgen Bansler eller Søren Lauesen med i det nye råd.
Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, Syddansk Universitet, var blandt de første til offentligt at kritisere regionerne for deres håndtering af arbejdet med gevinster med Sundhedsplatformen.
Han påpegede i artikler på Version2, at regionerne implementerede systemet uden empirisk dokumentation for de antagelser om adfærdsmæssige forandringer, som de opererede med, og som lå til grund for de beregnede besparelser.
Jes Søgaard er ikke blevet spurgt, om han vil deltage i det nye ekspertråd.
Endelig er der Lasse Larsen, tidl. kontorchef i Lægemiddelstyrelsen, som på Version2 har kritiseret, at it-området i sundhedssektoren bliver ledet af uprøvede folk, og at samfundet spilder penge og viden, når man bare smider eksisterende systemer ud for at erstatte dem med nye uprøvede systemer.
Lasse Larsen er ej heller deltager i det nye ekspertpanel.
Der er ingen grund til at betvivle, at de udpegede medlemmer af det nye råd er dygtige, men ingen af dem har særlig viden om erfaringer med sundheds-it.
Kun én skiller sig ud, og det er Erik Jylling, der er læge og sundhedsdirektør i Danske Regioner. Han kender til sundhedsvæsnet. Men han har næppe erfaring med it-projekter, og så arbejder han så tæt på Region H’s ledelse, at han er tæt på at være inhabil i denne sammenhæng.
Det skal retfærdigvis nævnes, at ét medlem af rådet, tidligere vicedirektør i IBM Kim Østrup, i Berlingske har kritiseret regionen for at undlade at bruge pilotprojekter for bl.a. at afprøve de kliniske brugeres reelle behov.
Lillian Mogensen, der er formand for udvalget og tidligere direktør i ATP og Udbetaling Danmark, får en hård opgave med at sikre, at de udpegede eksperter ikke ender som et alibi-udvalg.
Selv om der hersker megen respekt omkring netop ATP og Udbetaling Danmarks opgave med at forvalte store summer for danskerne på en it-sikkerhedsmæssig og driftsstabil måde, så har Udbetaling Danmark også præsteret at lave mange fejl de senere år - som omtalt på Version2 - i udbetalingen af offentlige ydelser.
Bundlinjen er, at rådet formentlig hverken vil gøre fra eller til. De har i hvert fald ikke en chance for at påvirke udrulningen af den nye version af Sundhedsplatformen, kaldet SP2018, som skulle være gået i luften 3. november, men som - sammen med de medfølgende forbedringer - er udskudt til februar 2019. Det er ellers udtrykkeligt et hovedfokus for ekspertrådet at arbejde med den opgradering.
Konverteringen til den nye version ligger alt for tæt på, til at ekspertudvalget kan nå at påvirke det.
Version2 har d. 27. november fået udleveret kommissoriet til ekspertrådet. Det kan læses her (PDF).

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.