Sundhedsplatformen under lup: Hvorfor er dét EPJ tre gange så dyrt som i Jylland?

Illustration: Cetrea
Region Sjælland har betalt 700 millioner kroner for anskaffelse og implementering af Sundhedsplatformen. Nu vil regionsrådsformand have undersøgt, hvorfor det skulle være næsten tre gange dyrere end Region Syds netop bestilte EPJ.

Hvorfor skal det være 447 millioner kroner dyrere at anskaffe et nyt EPJ-system på Sjælland end i Jylland?

Det vil regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fra Region Sjælland have undersøgt, efter at det er kommet frem, at Region Syd blot skal betale it-leverandøren Systematic 252,5 millioner kroner for anskaffelse og implementering af et netop bestilt EPJ-system, mens Region Sjælland har betalt Epic og NNIT 700 millioner kroner for Sundhedsplatformen.

»Jeg tror, der er en lang række funktioner, som skiller sig ud ved vores system, men da jeg ikke kender Region Syddanmarks system, skal jeg ikke gøre mig til ekspert i det. Derfor er det også noget af det, jeg har bedt administrationen om at give mig en opdatering på,« siger Heino Knudsen til Danmarks Radio.

Region Syddanmark var ret hurtig til at fravælge løsningen fra Epic, og i stedet faldt valget altså på Systematic.

Processen var dog et forholdsvis mudret forløb med blandt andet mistanke om, at regionen har skræddersyet udbuddet til den jyske it-leverandør.

Tilbage i februar måned kom det frem, at både Region Hovedstaden og Region Sjælland ændrede på vurderingskriterierne midt i udbuddet, hvilket fik it-virksomheden Cerner, der også havde budt, til at lufte en mistanke om aftalt spil. Både Venstre og De Radikale i Region Hovedstaden krævede herefter processen undersøgt.

Læs også: 40 procent af de ansatte utilfredse med Sundhedsplatformen

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (17)
Martin Kirk

hvordan kan det nogensinde give mening at man har et andet system på sjælland end fx region syd ??

Er danmark virkelig så stort at man skal have mere end ET SYSTEM !?!?!?!?

hvor gakkelak er det lige at vi i Danmark har så mange små "kongeriger" af regioner og kommuner som skal opfinde den dybe tallerken HVER ENESTE GANG !?!?!?!?

er ved at gå i spåner over hvor mange penge vi spilder på det her - for ikke at nævne kompatibilitet imellem systemer !!!!

ARGHGHGHGHG

Ditlev Petersen

Min kritik gik mod den generelle tendes der er i Danmark til at opfinde dybe tallerkener alle steder...


Nu er EPIC jo IKKE opfundet i Danmark, det er en amerikansk dyb tallerken.
Hvis vi altid skal synge:

Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
hos andre at købe, det tjener os bedst

så kan vi lige så godt nedlægge udvikling af administrativ it her i landet. Engang var skandinavisk it et forbillede for USA (det her med at snakke med brugerne før, under og efter udviklingen). Og i hvert fald nogle af vore "småstats-systemer" fungerede da. Hvorfor skal vi købe skrammel i udlandet, hvis vi selv kunne lave det bedre? Hvis vi fik lov.

Jeg er ikke ansat hos Systematic.

Benny Lyne Amorsen

hvordan kan det nogensinde give mening at man har et andet system på sjælland end fx region syd ??

Pris dig lykkelig over at det er sådan. Alternativet havde været at en statslig styrelse havde presset et system ned over hele landet -- og jeg tør godt spå at det havde været systemet til 700 mio. som ikke fungerer, og ikke systemet til 252 mio. som virker. Derefter ville Epic kunne forsvare sig med at det simpelthen bare er svært at implementere sådanne nogle systemer, og ingen ville have et modeksempel.

Nu har vi set at EPJ kan implementeres til rimelige penge og uden at trække helt urimelige veksler på medarbejderne, og løsningen ligger lige for.

Betal Epic og NNIT deres 700 mio., og bed dem om at tage hjem. Derefter betal Systematic 350 mio. for at fjerne Sundhedsplatformen og implementere deres platform.

Ja, det er ærgerlige penge at komme af med, men det er bogstaveligt talt livsvigtigt at EPJ virker.

Rune Larsen

hvor gakkelak er det lige at vi i Danmark har så mange små "kongeriger" af regioner og kommuner som skal opfinde den dybe tallerken HVER ENESTE GANG !?!?!?!?

Der er historisk et godt samarbejde mellem de offentlige aktører i sundhedsdanmark og de danske leverandører af sundheds-it, der forstår systemlandskabet, it-kulturen og behovet for integrationer og videreudvikling i tvær-sektorielle samarbejder.

Ofte går stat, regioner og kommuner sammen i forskellige konstellationer og puljer deres resurser, når der skal købes fælles systemer. Selvfølgelig er der mange agendaer, der skal tilgodeses, men generelt fungerer samarbejdet.

Teknisk er interoperabiliten mellem systemerne god. Ikke kun fordi stort set alt i sundhedsverdenen er gennemsyret af standarder, som fx FHIR, men fordi alle kan se værdien af integrationerne. I Danmark har vi en tradition for, at data følger borgeren igennem integrationer og fælles systemer, som har kostet blod, sved og tårer at blive enige om, og dernæst at få til at virke.

Det er smart, at borgeren ikke får samme medicin af egen læge og sygehus i dobbelt-dosis.
Det er smart, ikke at give stivkrampevaccination igen, hvis det er under 10 år siden sidst - mange kan ikke huske det.
Det er smart, at de kan se om man er overfølsom for fentanyl, når man kommer ind bevidstløs efter et trafikuheld.

I mange andre lande ejes borgerens sundhedsdata af lægeklinikken eller sygehuset, og data-overførsler er med vilje besværlige. Disse lande har en sundheds-it-kultur, der er drevet af systemejerens, isolerede, kommercielle interesse fremfor borgerens ve og vel. Denne suboptimering er vanvittigt dyr i det store perspektiv og ikke i borgerens interesse - det har vi været intelligente nok til at indse i Danmark.

EPIC stammer fra en it-kultur med mangel på samarbejde mellem aktørerne. Det undrer derfor ikke mig, at EPIC bøvler med integrationer til bl.a. FMK og de nationale kvallitetsdatabaser.

Måske er det et udtryk for københavneri, at RegH troede, at amerikansk sundheds-it ville virke fantastisk og spare dem (isoleret set) for en masse penge. Men ingen er vel længere i tvivl om, at det ikke er tilfældet, og at RegH+Sjælland har gjort i nælderne og valgt et helt forkert og meget u-dansk EPJ system.

Systematic EPJ er bedre, men endnu bedre ville det være, at splitte funktionaliteten op i mindre domæner, så vi undgik disse mega-udbud, der altid medfører spild af resurser, og næsten altid fordyrelser og forsinkelser.

Hans Nielsen

Er danmark virkelig så stort at man skal have mere end ET SYSTEM !?!?!?!?


Som i et "Et parti System" ?
Vi lever jo også med mange politiske partier, og har et dyrt folketing og kommunal selvstyre. Samt en fri presse og mulighed for at få udlevere oplysninger fra det offenlige. Selv om de ikke bryder sig om det, ikke kun fordi er dyrt og besværligt, men også fordi man nødig vil kigges i kortene.

Men det har vi stadigvæk fordi alternativet, på mange andre områder er være.

Men vil da give dig ret. Vi skal kun have ET system . Det skal være Linux MINT, det bruger jeg. og JEG kan lide det. Det skal både være på telefoner, tablet, samt implementeres i alle systemer. Det samme system skal bruges både ved den endelige Læge og på Rigshospitalet :-)

Men tror at det bedste nok vil være. "bare" at kræve at alle systemer bruger åben, (patent)frie standarder. Til data og dataudveksling. Og at alt software, også i udstyr. Som det allermindste er til rådighed i form af kildekode. Men hvis man selv har betalt udvikling eller rettelser, at de så også er åben, frie, og gratis for alle.

Det er jo tit sådan, at hvis man et sted bruger en god løsning, og tænker sig om. Så vil denne løsning og tilgang til tingene brede sig. Se på Android på mobil i forhold til de før helt lukket proprietære systemer.

Peter Jensen

Hver evig eneste gang jeg hører folk måbende spørge "Hvorfor bruger de ikke det samme system?!" eller "Hvorfor skal vi genopfinde den dybe tallerken hver gang?" osv., så stil jer i stedet det her spørgsmål : Er du fuldstændig ligesom din nabo ? Går I i det samme tøj ? Har I de samme holdninger ? Har I det samme antal børn, venner, familie m.m. ?

Eller er I i virkeligheden ganske forskellige ?

Virksomheder er også forskellige. De ledes af mennesker, der alle er forskellige. De laver forskellige ting på forskellige måder. Alt sammen i troen på at deres måde er mere effektiv end konkurrenten. Derfor kræver det også forskellige systemer, selvom det udefra virker som om at to virksomheder laver fuldstændigt det samme produkt.

Som simpelt eksempel kan man se på virksomhedens godkendelsesprocedurer. En virksomhed tillader en mellemleder at godkende indkøb op til 100.000,-. En anden virksomhed tillader det samme, men vil have indkøbet verificeret af ordregiveren. En tredje virksomhed tillader at køb på 100.000,- skal godkendes af 2 personer på samme niveau, hvor en fjerde virksomhed vil have mellemlederens godkendelse først og så hans leders godkendelse bagefter. Der er sikkert flere måder det kan strikkes sammen på, men det viser at en simpel ting der foregår i næsten alle virksomheder, skal implementeres vidt forskelligt.

Hvorfor det, kan man så spørge sig selv ?! Igen, vi er ikke ens. Nogle mennesker har mere tillid til andre og giver dem bredere beføjelser, hvor andre gerne vil have mere styr på tingene selv (måske qua dårlige erfaringer etc.).

Virksomheder er forskellige fordi mennesker er forskellige, og derfor er de systemer som skal understøtte virksomhederne også forskellige.

Disclaimer: Jeg er systemudvikler (til Dynamics AX), men ikke hos nogle af de nævnte, og ikke til offentligt virksomheder.

Søren Neermark

Tror den største forskel i pris er at der ikke skal udvikles specielt meget på MidtEPJ for at få den til at fungere i RSD. I Region Sjælland og Region H (som jo faktisk er godt 2,8 mia og ikke kun de 700 mio som beskrives i artiklen) er en meget stor del af udgiften jo gået til at oversætte EPICs standardsystem til danske forhold. Herudover koster et meget (dyrt) omfattende implementeringskoncept, fordi Epics Sundhedsplatform er så væsentlig forskellig fra de fagsystemer som de to sjællandske regioner kom fra. Det som måske er mere spændende er hvad de løbende driftsudgifter på de to udbud er efter implementeringen. I det lange løb er de ikke investeringen som betyder noget, men derimod den løbende driftsudgift og om personale/patienter oplever systemet som understøttende af den behandling som skal gives i sundhedsvæsenet (noget som til en hvis grad i hvert fald betvivles af personalet i Region H/Region Sj). Held og lykke til RSD med deres nye EPJ.

Finn Christensen

..konkurrencen på pris, kvalitet & funktionalitet i praksis vil blive sat ud af kraft.

Fnis.. ;) Hos det offentlige er de ord ukendte, da "købmandsskab" aldrig indgår som del af ansættelsen eller uddannelserne.

Derfor de både himmelråbende samt tilbagevendende "skandaler" i rundhyl hos medierne.

Du må sør'm ikke gæk med læserne her, hvor svage sjæle kunne finde på at tro på det de læser ;)

Jakob Uffelmann

Man skal passe på med at lave en direkte sammenligning mellem Systematics og Epics systemer. Der er kæmpe forskel på alle mulige måder. Epic kan bruges som et væg-til-væg system, og det er det andet ikke. Det er jo smag og behag, men det var den slags system, som Region H og SJ efterspurgte i deres udbud. Hvad der er klogest, må tiden vise.

Det her er meget mere organisation end IT, og der er står forskel på Regionerne og deres behov. Klart Danmark kun er et lille land, men vi har stadig by og land, rig og fattig, direktør og arbejdsløs, sund og rask, Kræft og psykisk syg. Der er kæmpe forskel på Rigshospitalet og Sønderborg sygehus.

Et andet problem er, at det tager 10 sekunder af lave en Powerpoint-agtig argumentation for, at ét system er godt, mens det tager flere minutter at forklare, hvorfor det rent faktisk er en dårlig ide. Og det er en dårlig ide. Bare spørg det private market midt i nullerne hvordan det gik med den slags.

Kim Jensen
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017