Sundhedsplatformen sænker tempoet markant på sygehusene i Region Sjælland
»Vi fik at vide, at der er en nedgang i aktiviteten på 10 procent, men vi fik ikke svar på, om det var mere eller mindre, end man havde forventet.«
Tina Boel (SF) er formand for den politiske styregruppe for Sundhedsplatformen i Region Sjælland, og på et møde torsdag blev gruppen forelagt en status på blandt andet aktivitet og patientrettigheder efter ibrugtagningen af Epics EPJ-system.
Status er ifølge en orientering, Tina Boel har fået, at man gennemfører 10 procent færre behandlinger. Og ifølge hende er der ikke nogen reel tidshorisont for, hvornår regionen kan forvente, at det ændrer sig.
»Jeg har ikke fået svar på, hvor længe vi skal finde os i sådan en tilstand. Det virker, som om vi kan forvente, at der i hvert fald går to til tre år,« siger hun til Version2.
»Jeg kan forstå, at man prioriterer de akutte patienter, så der ikke er den store nedgang der. De 10 procent er så primært nedgangen hos de andre patienter.«
Nedgang i aktivitet efter indførelse af Sundhedsplatformen har tidligere ramt Region Hovedstaden.
I første halvår af 2017 faldt den med 5,7 procent, hvilket vurderes til at udløse en regning på 618 millioner kroner.
»Vi er nu blevet lovet et notat i løbet af en måned, hvor vi kan se status på de forskellige ting, vi har bedt om. Ikke mindst hvilke initiativer man har sat i gang for at undgå nedgangen i aktivitet,« siger Tina Boel.
Sommerfugle i maven
Udover aktivitetsnedgange blev der på mødet talt om den kommende opgradering af Sundhedsplatformen og den nye version af Landspatientregisteret (LPR 3). Begge går i luften 3. november, og ifølge Tina Boel blev der på mødet udtrykt bekymring over, at hele landet skal overgå til det nye landspatientregister samtidig.
Og oven i hatten er det en forudsætning for de regioner, der bruger Sundhedsplatformen, at man opgraderer succesfuldt til den nye version fra Epic.
Ellers kan systemet ikke tale sammen med LPR 3, der bruges til at udregne den økonomiske kompensation for aktiviteten i den enkelte regions sundhedsvæsen.
»Vi fik at vide, at alle fem regioner går på det nye landspatientregister samtidig, og det betyder jo så, at der ikke er nogen backup nogen steder. Så det er nok endnu en gang sådan lidt med sommerfugle i maven, når vi går i luften med det,« siger Tina Boel til Version2.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.