Region Sjælland satte i september sidste år 50 millioner kroner ekstra af som 'buffer' til at understøtte implementeringen af Sundhedsplatformen. Det gjorde man i en forventning om at spare penge på at sende færre patienter til andre regioner - men det modsatte har vist sig at være tilfældet, og pengene findes ikke alligevel, blandt andet som følge af den nedsatte produktivitet, der følger med Sundhedsplatformen.
»Da der, som det fremgår, er et samlet forventet merforbrug, er det ikke muligt at frigøre reservationen af midler til understøttelse af Sundhedsplatformen inden for den samlede økonomi,« hedder det i en budgetopfølgning fremlagt på det seneste møde i regionens forretningsudvalg.
Region Sjælland havde regnet med at spare penge på at sende færre patienter til behandling uden for regionen - men det modsatte har vist sig at være tilfældet.
Som Version2 for nylig kunne fortælle, har Sundhedsplatformen sænket hastigheden betydeligt i Region Sjælland, ligesom langt færre patienter bliver udredt inden for de 30 dage, man har krav på i Danmark.
Når Region Sjælland ikke kan overholde retten til hurtig udredning, kan den blive nødt til at sende patienter til behandling på privathospitaler eller i andre regioner - og det koster penge. Og det er altså dette såkaldte »udenregionale forbrug«, der har spist de ekstra penge til Sundhedsplatformen.
I stedet for den forventede besparelse viser det sig nemlig, at regionen får betydeligt større udgifter i denne retning efter indførelsen af Epics EPJ-system.
»Af budgetaftalen for 2018 indgik, at der skulle reserveres 50 mio. kr. til understøttelse af Sundhedsplatformen i forventning om, at der i 2018 vil være et lavere udgiftsniveau til behandlinger i Region Hovedstaden. Den aktuelle status for budgetoverholdelsen viser, at der på nuværende tidspunkt forventes en merudgift på ca. 20 mio. kr.,« hedder det i budgetopfølgningen.