Igen sjusk i Sundhedsministeriet: Sender følsomme patientdata til den forkerte borger

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Minister hyrer eksterne eksperter til at undersøge, om Sundhedsministeriet og de fem tilknyttede styrelser passer godt nok på data.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) hyrer nu eksterne it-eksperter til at undersøge, om personalet i Sundhedsministeriet og alle ministeriets styrelser passer godt nok på patienternes data. Det skriver netavisen Altinget ifølge sitet Den Offentlige..

Ministerens beslutning kommer efter to nye tilfælde, hvor Sundhedsministeriets egne styrelser, den nye Sundhedsdatastyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, har sendt patientoplysninger til de forkerte modtagere.

»Vi kan desværre ikke gardere os 100 procent mod, at der sker menneskelige fejl. Men det er utroligt vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at minimere risikoen for, at personoplysninger, som vores myndigheder har ansvaret for, kommer i de forkerte hænder,« skriver Sophie Løhde i en mail til Altinget.

Hos Sundhedsdatastyrelsen består fejlen i, at en borger i forbindelse med en aktindsigt fik tilsendt sin egen og en anden borgers aktindsigt, som indeholdt personfølsomme oplysninger.

»Dette er sket på grund af en menneskelig fejl, hvor der blev indsat forkert adresse i en mail fra den postkasse, som Sundhedsdatastyrelsen benytter sig af til at sende sikker post ud til bl.a. borgere,« skriver Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.

Direktør Lisbeth Nielsen beklager hændelsen og understreger, at det er vigtigt med en stærk sikkerhedskultur, hvor både medarbejdere og ledere kender til risikoprocesser og tager det op, når de ser risici i arbejdsgangene.

»En hændelse som denne må bare ikke ske, når vi har med borgernes følsomme data at gøre. Derfor har det været nødvendigt at stramme op på procedurerne efter denne hændelse,« siger Lisbeth Nielsen ifølge meddelelsen.

En borger har modtaget følsomme oplysninger fra syv andre

Hos Styrelsen For Patientsikkerhed har en læge tilknyttet styrelsen sendt personfølsomme oplysninger fra syv borgere til en forkert modtager.

De to nye tilfælde kommer oven på sommerens nyhed om, at fem millioner danskeres sundhedsoplysninger og CPR-numre ved en fejl endte hos et kinesisk visumbureau for halvandet år siden.

Læs også: Ukrypterede CD'er med sundhedsdata på fem millioner danskere havnede hos kinesisk firma

Sophie Løhde frygter, at de tre tilfælde kan underminere danskernes tillid til, at myndighederne passer godt på deres personlige oplysninger, og derfor har hun bedt om serviceeftersynet for at sikre, at håndteringen af personfølsomme oplysninger i Sundhedsministeriets koncern foregår korrekt.

Direktør i Danske Patienter Morten Freil ærgrer sig også over fejlene.

»Patientdata er helt afgørende for, at man kan holde øje med behandlingskvaliteten, og at der kan udvikles nye behandlinger. Derfor er det ekstremt vigtigt, at danskerne kan stole på, at myndighederne håndterer data forsvarligt,”« siger Morten Freil til Altinget.

Spørgsmålet er, om nogle danskerne ikke allerede har fået mistro til sikkerheden omkring disse stærkt følsomme data. I hvert fald har den faglige lægeformand Anders Beich, udtalt:

»Nogle borgere sparer på detaljerne for at undgå, at følsomme og relevante oplysninger om for eksempel tobaksrygning, misbrug, seksuel adfærd eller jobstress afgivet i en konkret behandlingssammenhæng havner i de forkerte hænder.«

Læs også: Medicinsk formand: »Embedsmænd og politikere lider af religiøs dataforhekselse«

De berørte borgere i forbindelse med de to læk i Sundhedsdatastyrelsen og Styrelsen For Patientsikkerheder er ifølge Sundhedsministeriet blevet kontaktet af sundhedsmyndighederne og oplyst om, hvad der er sket.

Den forkerte modtager i sagen fra Sundhedsdatastyrelsen har bekræftet, at mailen nu er slettet. Sundhedsdatastyrelsen har over for begge borgere beklaget, at det overhovedet kunne ske.

Samtidig er der strammet op for procedurerne, så hele processen med at sende aktindsigter ud fra Sundhedsdatastyrelsens hovedpostkasse er forkortet, og der fremefter kommer færre hænder på mails ud af huset, lyder det fra Sundhedsdatastyrelsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kim Kaos

Det er ufattelig så mange "menneskelige" fejl der altid er i de offentlige systemer.

Ofte får man den følelse at det er lige dele sjusk og ligegyldighed kombineret med uigennemtænke og dårligt designet systemer der giver de mange fejl og tilsætter man så den type direkte dumhed der får en styrelse til at tro at et anbefalet brev med 2 ukrypterede CD´er er lig med den højeste datasikkerhed så kan det da kun gå helt galt.

Ebbe Hansen

sagshåndteringen når der kommunikeres udadtil. Langt værre er det med det rod, der kom for en dag, da sundhedsstyrelsen skulle finde et ben (eller bare en tå) at stå på i sagen om den hjerneskadede psykiater.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/tidslinje-faa-overblik-over-sagen-om-d...
Jeg mener bare: Når der er så meget rod (problematisk eller manglende journalisering) i de sager, der kræver mest opmærksomhed, hvordan ser det så ud i den mere "almindelige" sagsbehandling?

Log ind eller Opret konto for at kommentere