Sundhedsdatastyrelsen har ved en fejl slettet samtlige mails, der er sendt af ansatte i Sundhedsdatastyrelsen og Statens Serum Institut før 22. juli i i år.
Det skriver ITWatch.
Sundhedsdatastyrelsen varetager it-området i styrelserne og departementet i Sundheds- og Ældreministeriet. Ifølge styrelsens vicedirektør, Vibeke van der Sprong, er det dybt beklageligt, at de mange mails er blevet slettet i de to myndigheder.
»Der er sket dybt beklagelige og utilsigtede fejl, som vi påtager os det fulde ansvar for. Vi gør alt, hvad vi kan for at mindske konsekvenserne og er i gang med at genskabe så mange mails som muligt, blandt andet ved hjælp af en teknisk løsning. Vi vurderer, at vi vil kunne finde de fleste mails igen og har samtidig fokus på, hvordan vi forhindrer, at noget lignende sker igen,« siger Vibeke van der Sprong i en pressemeddelelse.
Styrelsen forventer, at de fleste mails kan genskabes, men sletningen kan have den konsekvens, at myndighederne ikke kan give fyldestgørende svar i sager om aktindsigt. Derudover vil behandlingen af aktindsigtsanmodninger kunne trække ud, oplyser styrelsen.
De mange afsendte mails er ikke blevet journaliseret inden sletningen, og det skyldes ifølge Statens Serum Institut, at store dele af medarbejderstaben »har været og er under et ekstraordinært stort arbejdspres«.
Til Politiken påpeger flere ordførere fra Christiansborg, at sletningen af de mange mails vækker bekymring, fordi det kan være en kæp i hjulet på den redegørelse af håndteringen af covid-19, som Folketinget har sat i gang.
Sagen er anmeldt til Datatilsynet.