Sundheds-it standardiserer hospitals-behandlinger fra Ringsted til Bornholm

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Sikkerhed for patienter og deres data er i fokus med Sundhedsplatformen, der skal foreslå optimale behandlinger til travle læger.

I nat går Danmarks største sundheds-it-projekt i luften på Herlev og Gentofte-hospital - cirka to og et halvt år efter udbuddet på gigantsystemet til Region Sjælland og Region Hovedstaden blev afgjort.

De to år er blandt andet gået med at diskutere sig frem til fælles standarder for behandlinger - som ellers er forskellig fra region til region, fra hospital til hospital og fra læge til læge.

»Vi har forsøgt at forsimple og strømline arbejdsgange på tværs af regionernes hospitaler,« fortæller Hjalte Aaberg, der er regionsdirektør i Region H.

Hospitalerne er der 12 af. Men arbejdsgange og retningslinjer findes i tusindvis.

Læs også: Hospital forventer op til 2.000 fejlmeldinger det første døgn med fælles EPJ-system

Arbejdet har involveret en nøje gennemgang af alt fra sårbehandling til medicinering af astma-patienter. Indsatsen skal basalt set sikre, at en patient med for eksempel lungebetændelse får samme behandling i Ringsted som på Bornholm.

Forarbejdet gør det muligt for Sundhedsplatformen at foreslå behandling, når lægen er nået frem til en diagnose.

Når diagnosen indtastes i systemet, vil lægen i en række tilfælde blive præsenteret automatisk for en beskrivelse af anbefalet medicin og undersøgelser, der kan foretages. Platformen kan herefter også minde lægen om opfølgninger, så prøvesvar ikke bliver overset.

Som en pilot før takeoff

Foruden at slippe for utallige daglige logins til diverse systemer, udgør den standardiserede dokumentation den største ændring i lægernes arbejdsgang.

Tidligere har læger dikteret til journaler, hvorefter f.eks. lægesekretærer har transskriberet det mundtlige notat.

Den form for dokumentation har langt større risiko for fejl og misforståelser, end når lægerne fremover skal udfylde dokumentation sammen med patienten, lyder det fra styregruppen.

Læs også: Milliarddyrt fælles EPJ-projekt får ekstraregning på 172 mio.

Arbejdet er udført af 300 sundhedsfaglige, it-specialister og projektledere i de to regioner. I forskellige arbejdsgrupper har læger og sygeplejerske udstyret med grønne og røde kort tilkendegivet tilfredshed eller utilfredshed med arbejdsgange i systemet, fortæller projektdirektør Gitte Fangel.

»Bekymringerne bag alle røde kort blev diskutteret i grupperne. Det endte stort set altid med, at personen skiftede til sit grønne kort,« forklarer hun.

Systemet rummer også tjeklister, som personalet kan krydse af, hvis situationen kalder på det - 'som en pilot tjekker instrumenterne før takeoff,' lyder det i beskrivelsen af systemet. Endelig kan systemet automatisk advare personalet, hvis der er tegn på fejldosering af medicinen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere