Sundheds-it i luften på en weekend: »Det er en ny måde at implementere på«

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Regioner kritiseres for at lancere Sundhedsplatformen på et helt hospital på én gang. Men strategien virker, siger programdirektør efter første weekend på vingerne.

Den største test mangler stadig af Sundhedsplatformen - Danmarks største sundheds-it-projekt, som i weekenden gik i luften på Herlev og Gentofte Hospital. Det forventede antal fejlmeldinger i første døgn lød på 1.000 til 2.000. Helt så galt gik det ikke, fortæller programdirektør Gitte Fangel.

»Men nu er vi startet på mandag, og vi regner med, at antallet af fejlmeldinger peaker tirsdag eller onsdag, når de fleste medarbejdere er kommet tilbage på arbejde,« påpeger hun.

Læs også: Hospital forventer op til 2.000 fejlmeldinger det første døgn med fælles EPJ-system

Klokken 03:05 natten til lørdag var den første bruger på systemet. Herefter har fejlene for det meste været forbundet med det nye brugerinterface og de roller, som definerer, hvad brugere har adgang til.

»Her til morgen, hvor operationsstuerne blev åbnet, blev det klart, at nogle af operationssygeplejerskene ikke ‘kun’ er operationssygeplejersker, men også ambulatoriesygeplejersker, og nogle har adgang til flere operationsgange. Det er sådan noget, der dukker op, når brugerne kommer på,« fortæller Gitte Fangel til Version2.

Kan godt forstå, der kommer kritik

Sundhedsplatformen, der skal implementeres på 12 hospitaler i Region H og Region Sjælland, fik op til lanceringen kritik for at implementere et højrisikoprojekt efter Big Bang-metoden.

»De har prøvet det her med fiktive patienter og fiktive operationer, men det kan aldrig blive mere end det. Fiktivt. Der vil altid opstå uforudsete ting, når man prøver systemet af i praksis«, sagde professor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet Jørgen Bansler blandt andet til Politiken.

Læs også: Sundheds-it standardiserer hospitals-behandlinger fra Ringsted til Bornholm

Professoren så i stedet gerne, at systemet var implementeret på én afdeling af gangen. Gitte Fangel er ikke overrasket over kritikken.

»Jeg kan godt forstå, at de siger det, for det er det, vi plejer at gøre - lave et pilotprojekt og så rette de små fejl. Det er jo den danske tradition. Så det er en ny måde at implementere på.« medgiver hun.

Højrisikoprojekt

Regionerne bruger imidlertid en implementeringsmodel, som kommer fra Epic, der leverer sundhedsplatformen til de to regioner.

»Vi har da haft bekymringer, for at gøre Herlev og Gentofte Hospital til pilot for resten af hospitalerne. Men jeg synes, det er en god ide, fordi hospitalet sætter enorm opmærksomhed og fokus på systemet. Man ved fra starten, at nu gælder det,« understreger Gitte Fangel og tilføjer, at hospitalets direktion indtil nu har været glade for strategien.

I takt med, at systemet tages i brug, og fejl dukker op, står et hold udviklere klar til at rette programmet, ligesom 80 såkaldte floorwalker er udstationeret til at assistere de ansatte på Herlev og Gentofte Hospital.

Læs også: Østdanske patienter får som de første kontrol over egne sundhedsdata

»Det er ikke forkert, hvad der bliver sagt - det er et højrisiko-projekt at ændre arbejdsgange og it på en gang på et helt hospital. Men det har vi hele tiden haft for øje, og vi har arbejdet med det,« forklarer Gitte Fangel.

Man kunne altid gøre mere

Programdirektøren mener heller ikke, at det giver mening at udskyde implementeringen for at rette småfejl på platformen.

»Man kunne altid gøre mere. Men vi har valgt at støtte os til Epics implementeringsplan for at komme ud i det virkelige miljø med virkelige brugere, mens vi er klar til at rette de fejl, der måtte opstå. Og jeg synes det er en fantastisk implementeringsplan.«

Læs også: Læger om Danmarks største sundheds-it-projekt: Det lægger Herlev Hospital ned

Styregruppen skal nu se på data fra brugerne for at finde ud af, hvor der skal sættes ind med ekstra vejledning eller undervisning. Hvis brugerne ikke kan forstå en funktion, laver de deres eget workaround.

»Det skal vi måle på for at målrette vores træning over de næste fire uger,« siger Gitte Fangel.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Deleted User

Kan vi få lov til at se datamodellen for Sundhedsplatformen? En datamodel og et IT system kommer jo altid til at reflektere den organisation der producerer dem, så det kunne være interessant.

Og hvorfor er sundhedsdata ikke en del af grunddatamodellen? eller kommer der et projekt til endnu en milliard som skal integerere sundhedsdata i grunddatamodellen?

Kunne V2 ikke lige kigge på det?

  • 2
  • 0
#2 Nikolaj Brinch Jørgensen

Kan vi få lov til at se datamodellen for Sundhedsplatformen? En datamodel og et IT system kommer jo altid til at reflektere den organisation der producerer dem, så det kunne være interessant.

Og hvorfor er sundhedsdata ikke en del af grunddatamodellen? eller kommer der et projekt til endnu en milliard som skal integerere sundhedsdata i grunddatamodellen?

Kunne V2 ikke lige kigge på det?

Hej Gordon,

Du må beslutte dig: 1. Vil du se datamodellen for sundhedsplatformen, eller... 2. Vil du have hevet data over i grunddatamodellen og e på dem der?

Jeg synes ikke der er så meget værdi i nogle af delene (tiden er løbet fra grunddataideen, som i mine øjne er forældet).

Hvad med at lade sundhedsplatformen selv udstille data, vha. nogle nutidige teknologier til fremsøgning af data (Elastic Search osv.)? Så kan vi lade sundhedsplatformen udvikle sig og drage nytte af nye informationer fra den, uden at de først skal modelleres i grunddatamodellen, og der skal folk på arbejde for at sikrer at data skubbes derover, inden man kan få fat i dem.

  • 1
  • 0
#3 Deleted User

Nikolaj,

Beslutninger, Beslutninger..

  1. Ja
  2. Jeg troede det var meningen med grunddatamodellen at alle offentlige data skulle indgå i den, så der burde være noget sundhedsdata, ikke? Men det er der ikke, så jeg vil gerne vide hvorfor.
  • 0
  • 0
#4 Mads Hjorth

Hvis jeg husker ret, så var en af tankerne bag valget af Epic, at man fik en datamodel med fra starten. Den skal ganske vist tilpasses danske forhold. Men der er vist ingen der har lyst til at 'modellere i bund' efter erfaringerne fra forsøgene med en fælles elektronisk patientjournal.

Mere interessant er det måske hvordan Epic kan mappes over i fx HL7 Reference Information Model og Clinical Document Architecture...

  • 2
  • 0
#5 Leif Lykke Madsen

Jeg blev indlagt i fredags på Glostrup Hospital med ambulance fra egen læge. Jeg havde en speciel lungebetændelse. Søndag eftermiddag blev jeg overført til Gentofte Hospital med ambulance med ilt til mig. Jeg blev ønsket tillykke med at være den første nye patient i lunge-afd. på den nye "sundhedsportalen". Det meget synlige var en hel "hær" af unge mennesker med lilla trøjer, der var uddannede i systemet på forhånd. De stod parate til at hjælpe Gentoftes personale med indtastning i Sundhedsportalen. Sygeplejerskerne var blevet udstyret med en Rover, der var en slags iPhone med stregkodelæser. Den kunne kontrollere patientens armbånd og medicin. Man kunne også indtaste temperatur, blodtryk, iltprocent osv. Lægerne havde en "PC-rollator", som de kunne køre rundt med. Der var et stort rullebord med en stor skærm, en mus, en PC og trådløst Wi-Fi og batteri. Lægen kunne køre rundt med denne. Der var noget mere "Skriv selv" arbejde for lægerne, men tilgengæld er alt "on-line" med det samme. Der var ingen genstart eller anden panik. Det hele så ud til at være grundigt forberedt. Der var enkelte mindre problemer med bl.a. medicin-doscering. Men det bliver sikkert løst hen ad vejen.

Jeg kom hjem i torsdags, og har det bedre. Jeg fik 7 sider udskrifter med hjem med udskrift af journal, medicin doscering osv .

Magnus Boye, skriver du ikke noget mere om det ?

  • 3
  • 0
#7 Leif Lykke Madsen

Der er klart, at lægerne er utilfredse med, at de skal skrive noget mere. Tidligere skulle de diktere til en sekretær, som skulle skrive det rent i journalen. Det er en fordel, at lægerne skriver direkte til journalerne, så er journalerne ajour med det samme, og man undgår at sekretærerne misforstår noget og skriver forkert. For at hjælpe læger og sygeplejersker, så har man jo også: "80 såkaldte floorwalker er udstationeret til at assistere de ansatte på Herlev og Gentofte Hospital".

Ps. Det var fredag d. 20. maj 2016, at jeg blev indlagt på Glostrup Hospital og søndag d. 22. maj jeg blev overflyttet til Gentofte Hospital.

  • 1
  • 0
#8 Anne-Marie Krogsbøll

Hårde ord fra overlæge om platformen: "“Jeg har i mine næsten 50 år i hospitalsvæsnet ikke oplevet noget mere frustrerende end denne proces. Undervisningen forud for opstarten har været dårlig, der har været store problemer og forsinkelser med FMK, laboratorier og røntgen, og der er lagt så meget registreringsarbejde over på os læger, og vi i den grad føler os presset over et tungt og besværligt system,” siger Anders Fischer og giver en række eksempler." http://ugeskriftet.dk/nyhed/overlaege-efter-start-paa-sundhedsplatform-j...

Men der er tilsyneladende ikke tale om mange fejl...

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere