Sun-blogger fik mundkurv efter kritisk top 10

Sun-udviklingschef skrev en top 10-liste over Suns fejltrin, blandt andet om dårlig Java-markedsføring og floppet med Jini. Han nåede dog kun tre punkter, før han fik mundkurv på.

Hvordan gik det til, at succesfirmaet Sun smuldrede og endte med at måtte sætte et til salg-skilt ved døren for at overleve? Det ville en udviklingschef hos Sun, Dan Baigent, sætte ord på i ti blogindlæg, som tilsammen skulle blive til en top-ti-liste.

Men den slags selvransagelse var åbenbart for stærke sager for Suns topledelse, for efter tre indlæg, altså punkt ti til syv, stoppede serien, og indlæggene blev fjernet fra bloggen, skriver Cnet.com.

Googles cache-funktion har Suns direktører dog ikke magt over, så beskrivelsen af de tre første fejltrin på listen er stadig tilgængelig.

Første bud på, hvorfor Sun faldt bag om dansen, er manglen på forståelse af markedet for x86-platformen, som Sun har forsøgt at få fodfæste på. Det var hele tiden Suns eget styresystem Solaris, der var i centrum, så kunder, der bare ville have en billig løsning med Linux på en x86-platform, opfattede aldrig Sun som en naturlig leverandør, skriver Dan Baigent.

At Java-varemærket skulle bruges i alle mulige og umulige sammenhænge var en anden grund til, at værdien af Sun faldt. Java var et stærkt brand, men det blev simpelthen for meget og for rodet, når alting pludseligt skulle hedde Sun Java System, mener udviklingschefen.

En forfejlet lancering af teknologien Jini blev emnet for det sidste indlæg i top-ti-listen. I 1998 blev produktet Jini under masser af markedsføring kørt ud som fremtiden for Java. Jini skulle sørge for en arkitektur, som sammen med Java kunne skabe grid-computing på en nem måde.

Problemet var, at Javas RPC-teknologi RMI (Remote Method Invocation) også skulle bruges, og det krævede en forholdsvis kraftfuld computer. Og markedsføringsfolkene havde travlt med at promovere Jini som en fantastisk løsning til alt fra mobiltelefoner til kameraer. Resultatet var forvirring hos kunderne, og et eklatant flop for Jini, selvom teknologien i sig selv var god, skriver Dan Baigent.

Hvad der lå på de øvrige syv pladser på listen, får offentligheden næppe kendskab til.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere