Succes for dansk open source-CMS til Windows

Det danske open source-CMS Umbraco, som kører på Windows og .Net, trækker over 100 udviklere til konference i København i næste uge.

Verden er fuld af CMS-systemer til web-publicering, men danske Umbraco har fat i den lange ende, med mere end 50.000 aktive websites over hele verden. Blandt kunderne er Peugeot.com, Bilzonen.dk og den amerikanske ketchup-fabrikant Heinz. Navnet skal i øvrigt ikke forveksles med nøglefabrikanten Unbraco, selv om ligheden vist er tilsigtet.

På tirsdag kan CMS-systemet og firmaet bag for fjerde år i træk give startskud for en udviklerkonference, der i år trækker mere end 100 deltagere fra 21 lande.

"Glem religionen"

Bag systemet står Niels Hartvig, som siden hen har fået selskab af Per Ploug Hansen. Niels Hartvig forklarer, at systemets popularitet blandt andet skyldes, at der er ganske få open source CMS-systemer til .Net-platformen.

»Der er kun to open source CMS-systemer på .Net. Microsoft-folk er slet ikke vant til den åbne tilgang til ting. I open source-verdenen ved man, at det er god økonomi at dele, men sådan er det ikke i Microsoft-verden,« fortæller Niels Hartvig, som også mener, at det er absurd at folk ikke bare "glemmer religionen," som har udtrykker det.

Umbraco består af en motor, som er open source under den meget liberale MIT-licens, samt en brugerflade, som er freeware med adgang til koden. Det er også tilladt at ændre i brugerfladekoden, men ikke at genudgive den. Niels Hartvig forklarerer, at det er for at undgå hvad han kalder for "et fjendtligsindet fork."

Han medgiver, at det er lidt usædvanligt med open source-produkter på Microsofts lukkede platform.

»Jeg har altid udviklet på Microsoft-platform. Danmark er jo nærmest ejet af Microsoft,« mener han.

»Jeg kan virkeligt godt lide Microsofts platform som teknologi, og jeg er ikke religiøs, så jeg kan ikke forstå, at andre ikke bygger på Microsoft-platformen.«

Svær dialog med Microsoft

Umbraco er for øjeblikket tæt knyttet til Microsofts verden. Men der har været initiativer til at få flyttet systemet til Mono, som er en open source-implementering af .Net, og i fremtiden er det muligt at benytte MySQL som database.

Det har ikke altid været helt nemt for Umbraco at få en dialog med Microsoft, men ifølge Niels Hartvig er der sket en holdningsændring hos softwaregiganten, så Microsoft ligefrem anbefaler open source-produktet til deres kunder, noget som ville være utænkeligt før i tiden.

»Det er middleware, der er det vigtigste som open source, for det er der man har behov for at tilrette,« mener Niels Hartvig.

Umbracos forretningsmodel bygger på undervisning. Firmaet har ingen investorer, så indtægterne kommer fra kursusvirksomhed, supportaftaler og i fremtiden kommer der også e-learningprogrammer, som henvender sig til udviklerne.

»Vi har 12.000 downloads om måneden,« fortæller Niels Hartvig.

»Hvis bare fem procent vil købe online-undervisning, så er det en god forretning.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere