Styrelse lægger IPv6-planer i skuffen: Det må erhvervslivet selv håndtere

Nedlæggelsen af IT- og Telestyrelsen har betydet, at handlingsplanerne for IPv6 lige nu ligger i skuffen hos den nye Erhvervsstyrelsen, som ikke har planer om nye initiativer.

I forbindelse med World IPv6 Day i juni 2011 lancerede IT- og Telestyrelsen en såkaldt testbed for IPv6, som borgere, virksomheder og myndigheder kunne bruge til at afprøve den nye internetprotokol. Men siden har der ikke været nye initiativer på området.

IPv6-området er efter nedlæggelsen af IT- og Telestyrelsen efter regeringsskiftet havnet i den nye styrelse, Erhvervsstyrelsen, som i øjeblikket ikke har nogen konkrete planer om at søsætte nye projekter for at sætte gang i udbredelsen af IPv6.

»Det er primært en opgave, som erhvervslivet selv må tage hånd om. Langt hen ad vejen er vores opgave en informationsindsats,« siger kontorchef Jakob Juul fra Erhvervsstyrelsen til Version2.

Læs også: Kommer snart: Dansk legeplads til test af IPv6

Nedlæggelsen af den gamle styrelse og fordelingen af ansvarsområder og ikke mindst medarbejdere har betydet, at arbejdet med IPv6 i Erhvervsstyrelsen indtil nu har drejet sig om at vedligeholde de eksisterende initiativer.

»Vi har været ramt af at starte som ny styrelse og de medfølgende organisationsændringer, så vi har holdt snuden over vandet,« forklarer Jakob Juul.

Når styrelsen er kommet helt på plads, skal de tidligere udarbejdede handlingsplaner for IPv6 gennemgås for at tage stilling til, om der skal tages nye initiativer, eller om der skal rettes i de tidligere planer.

Der er på nuværende tidspunkt ingen planer for eksempelvis en koordineret indsats for at sikre, at offentlige myndigheders hjemmesider er tilgængelige via IPv6, ligesom der heller ikke er aktuelle planer om at indkalde telebranchen til yderligere dialog om skiftet.

»Vi har haft møder med internetudbyderne. Meldingen er, at det kan godt være, vi er ved at løbe tør, men situationen er ikke der, hvor vi siger 'nu er det nu',« siger Jakob Juul.

Det ventes, at de sidste ledige IPv4-adresser uddeles inden udgangen af 2012, men derefter vil der fortsat gå et par år, før internetudbydernes egne puljer af adresser er tømt. Den periode kan desuden forlænges ved hjælp af eksempelvis NAT-teknologi og genbrug af tildelte IP-adresser, som ikke benyttes.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lars Bjerregaard

Citater som

Meldingen er, at det kan godt være, vi er ved at løbe tør, men situationen er ikke der, hvor vi siger 'nu er det nu',« siger Jakob Juul

overvælder mig med en beundring for det offentliges rettidige omhu hvad vores fælles IT-infrastruktur angår. Just.. wow..

  • 10
  • 0
Anonym

DAMN! Jeg er glad for, at det ikke er det offentlige, som skal stå for nytænkning og innovation.. Så var vi da netop nået til at trække en kærre med en ged.. "Men om 2 år kunne vi jo så nedsætte en arbejdsgruppe til at se på muligheden for at lade et æsel trække kærren.."

  • 2
  • 0
Kenn Nielsen

Ja, lad os lade IP'er vedblive som en knap ressource, så ISP'erne kan hæve prisen for en fast tildelt adresse.
Min er lige steget fra 15/md til 29/md...

Men når man venter med at skubbe på IPv6 vognen og skaber en "knap" ressource, så stiger priserne, og der kommer mere moms i kassen.

K

  • 1
  • 0
Henrik Kramshøj Blogger

Nu er IPv6 faktisk noget som ER kritisk, men også mange andre områder bliver helt sikkert forsømt. Det er en synd og skam at ITST nedlægges - Danmark ER et U-land på IT-området. suk

Mht. IPv6 http://www.ripe.net/internet-coordination/ipv4-exhaustion/ipv4-available...

Hvis du ikke er igang med at understøtte IPv6 på dine edge routere så får du et problem når du skal understøtte det.

Som MINIMUM skal du tænke IPv6 når du køber nyt udstyr, da RIPE formentlig i år rammer ned i den sidste /8 - hvor reglerne for uddeling af adresserne ændrer sig markant. Dette er beskrevet i artiklen http://www.version2.dk/artikel/mindre-end-5-procent-af-ip-adresserne-til... som Jesper skrev den anden dag.

  • 1
  • 0
Morten Andersen

Det kan da være fuldstændigt ligegyldigt hvad en ligegyldig offentlig styrelse gør mht. IPv6. Den slags planer, som kræver rationel tænkning og detaljerede økonomiske kalkulationer, er klart bedst overladt til det private. Det bibringer intet at en række DJØF'ere skalter og valter tilfældigt med vores resourcer.

  • 2
  • 0
Jens Peter Jensen

Det er da vores politikere, som vi kender dem. Selvfølgelig står de frem i medierne, og med store armbevægelser siger alt det, som lyder godt i skåltalerne. Og selvfølgelig er der absolut ingen handling bag ordene - særligt ikke, hvis det koster penge (så skal set først i udvalg = syltekrukke), eller der skal tages ansvar (der er altid kø ved håndvasken på Christiansborg).

  • 1
  • 0
Niels C Nielsen

Det gør man da allerede på 3/3.5/4G-opkoblinger: Hvilken IP-adresse får du på din mobiltelefon eller på mobilt bredbånd?

Så får man dobbelt-NAT'ing, hvilket besværliggør mange ting, fx IP-telefoni via anden udbyder. Men det ses muligvis som positivt i ISP'ernes regnestykke.

  • 0
  • 0
Frithiof Andreas Jensen

for at lade et æsel trække kærren.."


Næh - det skal da være "for at lade et æsel trække geden.." (som stadigvæk trækker kærren)!!!

Hvis man blot erstatter geden med et æsel frigør man jo ressourcer (en ged) hvilket betyder mindre offentligt forbrug, NEDSKÆRINGER, hvilket medfører Den Sociale Massegrav og alt muligt - så heller to æsler, så er det VÆKST!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere