Styrelse om Google Analytics: Vi ved godt, der er etiske problemstillinger

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Der er delte meninger om brugen af Google Analytics i det offentlige blandt danske myndigheder.

Offentlige myndigheder sender rutinemæssigt oplysninger om borgernes internet-adfærd videre til Google via analyseværktøjet Google Analytics. En undersøgelse, som Ingeniøren og Version2 har lavet og som vi omtalte i fredags, viser, at tæt på hveranden offentlige hjemmeside bruger det gratis værktøj.

Hos myndighederne selv er der delte meninger om praksissen. Hos Sundhedsstyrelsen bliver Google Analytics brugt, til at undersøge hvilke søgeord, brugerne anvender for bedre at tilbyde indhold, oplyser styrelsen i et skriftligt svar til Version2.

»Vi er samtidig opmærksomme på de fordele og ulemper, der er ved systemet, samt de etiske problemstillinger,« fortsætter svaret.

Læs også: Sorø droppede Google Analytics: Vi ved ikke, hvad de gør med data

»Derfor vil brugen af analyseværktøj også blive taget op igen i forbindelse med, at vi får ny hjemmeside i 2017/2018,« skriver Sundhedsstyrelsen.

Styrelsen har ikke nogen databehandler aftale med Google, og har ikke gjort brug af muligheden af at maskere brugernes IP-adresser, så Google ikke opbevarer de to sidste cifre.

»Vi er opmærksomme på, at det i Tyskland udelukkende er tilladt at bruge Google Analytics, hvis man anonymiserer brugernes IP-adresser. Vi er ved at undersøge, om det vil være en løsning for os.«

Illustration: MI Grafik

Vi vil overveje at sætte fokus...

Hos KL understreger man først og fremmest, at Kommunernes Landsforening i juridisk forstand er en privat interesseorganisation. Heller ikke her har man en databehandleraftale.

»Men vi er meget opmærksomme på, hvordan vi bedst muligt sikrer brugernes data. Og vi arbejder løbende på, hvordan vi kan forbedre datasikkerheden. Herunder drøfter vi også, hvorvidt vi skal fortsætte med Google Analytics eller finde et alternativ,« oplyser kommunikationschef i KL Ida Thuesen Nielsen i en mail.

Læs også: Offentlige hjemmesider deler følsomme data om danskernes netbrug

Kriminalforsorgen forklarer, at myndigheden ikke har gjort sig nogen nærmere overvejelser om brugen af Google Analytics. Da Version2 henvender sig fungerer linket til oplysninger om cookies og web-tracking ikke.

»På baggrund af jeres henvendelse vil vi overveje, om vi fremover bør sætte større fokus på brugen af Google Analytics på hjemmesiden, samt se på om den information der er på hjemmesiden om cookies, er fyldestgørende nok,« skriver myndigheden i et svar.

Hos Sundhedsstyrelsen har man tidligere forsøgt først at sætte cookies, når brugeren har givet sit samtykke, og registrere brugeradfærd via logfiler.

»Det var desværre et tungt system at bruge, og det var svært at få de data ud af det, som vi selv havde behov for at optimere hjemmesiden. Derfor blev det valgt fra igen.«

Reklamenetværk er tænkt som en service

Både hos Sundhedstyrelsen og KL bruger man foruden Google Anlaytics modulet AddThis, der lader brugere dele indhold på sociale medier. Tjenesten sætter dog også en cookie, der bruge til at målrette reklamer.

»Det er som nævnt tænkt som en service til brugerne og er også en alment brugt tjeneste i Danmark,« forklarer Sundhedsstyrelsen og henviser desuden til styrelsens information om cookies.

Læs også: Norge og Tyskland begrænser offentlig tracking. Danmark: Tjaa...

Denne side fortæller dog ikke, at den information, AddThis indsamler, bruges til profilering og målrettede reklamer.

Hos KL er man af samme grund ved at udfase tjenesten, fortæller Ida Thuesen Nielsen.

«Da vi i sin tid fik installeret AddThis, blev den ikke brugt til marketing. Men vi er opmærksomme på problematikken og vil i løbet af kort tid fjerne AddThis fra KL’s hjemmeside.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Mikkelsen

"Etiske problemstillinger". Det er vist en omskrivning af dimensioner.
Google kan mere eller mindre entydigt identificere rigtig mange. De har fx mit kreditkortnummer og adresse, så de ved hvem jeg er.
Diverse myndigheder har websider, hvor det kan betragtes som følsomt at folk har været inde og se på det de skriver.

Sætter man disse to ting sammen: Myndighederne sparer et latterligt lille beløb for at få noget gratis statistik. Pris: Man tager meget følsomme oplysninger om entydigt identificerbare borgere og giver dem til et udenlandsk reklamenetværk - på netværkets egne betingelser.

Fordi Google kan identificere så mange mennesker, må der være tale om direkte personhenførbare, personfølsomme oplysninger. Det må man ikke gøre sådan med. Heller ikke hvis det er nemmere eller man bare ikke forstår hvad der står i aftalen med Google.

Hvis jeg går og smadre vinduer kommer politiet og stopper mig og jeg får en straf. Det burde også ske her.

  • 17
  • 0
Anne-Marie Krogsbøll

... for mange offentlige myndigheders holdning til vor ret til privatliv?
"»Vi er samtidig opmærksomme på de fordele og ulemper, der er ved systemet, samt de etiske problemstillinger,« fortsætter svaret."

Toppen af et ikke-svar.

Og er der udelukkende tale om etiske problemstillinger (som i sig selv er alvorlige)? Er der ikke noget jura, der gælder på dette felt?

Det fremgår jo med al tydelighed af de indhenterede svar, at den slags problemstillinger rager disse instanser en høstblomst, så længe der ikke er mediefokus på. For ellers var der vel kommet styr på dette for længst? Det er jo ikke nye problemstillinger, så vidt jeg ved.

Og jeg kigger forgæves efter egentlige løfter om, at man vil stoppe dette misbrug af vores privatliv - der er som sædvanligt meget uld i mund, som mest lyder som om, man regner med, at Version2 nok glemmer sagen igen.

Det håber jeg ikke, at I gør!

  • 5
  • 0
Jens Krabbe

Hos Sundhedsstyrelsen bliver Google Analytics brugt, til at undersøge hvilke søgeord, brugerne anvender for bedre at tilbyde indhold, oplyser styrelsen i et skriftligt svar til Version2.

Sundhedsstyrelsens primære funktion er vel ikke at optimere tilbudet af indhold frem for at passe på brugernes personhenførbare oplysninger?

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere