Fire et halvt år efter cookie-bekendtgørelsen trådte i kraft i Danmark, har Erhvervsstyrelsen nu suppleret sin vejledning til reglerne med konkrete eksempler på, hvordan en gyldig formulering om at website bruger cookies, kan se ud.
Skulle nogen være i tvivl, er det cookiebekendtgørelsen, der er årsagen til, at europæiske hjemmesider er strøet til med tekstbokse om, at der bruges cookies på sitet.
»Vi får løbende henvendelser fra borgere og virksomheder, der har hjemmesider, som spørger til, hvad skal stå i informationsbokse,« fortæller kontorchef i Erhvervsstyrelsen Helle Bøjen Larsen.
I forhold til, hvorfor eksemplerne bliver lagt i vejledningen netop nu, forklarer hun, at Erhvervsstyrelsen gennem tiden har kigget på hjemmesider og afsluttet sager i forhold til, hvorvidt formuleringer er gyldige.
»Vi har fået nogle erfaringer fra det og sagt god for nogle ting. Vi tænkte, at det kan vi lige så godt dele.«
Derudover bemærker Helle Bøjen Larsen, at danske hjemmesider generelt er godt til at leve op til cookie-reglerne. Desuden oplyser hun, at der i de fire et halvt år, reglerne har været gældende, endnu ikke er nogen, der har fået en bøde for at overtræde dem.
»Det har der ikke været behov for,« siger hun.
Eksempel på fyldestgørende information og samtykke
'Vi bruger cookies til statistik og til målrettet markedsføring fra os selv og vores annoncører. Accepter cookies/Afvis cookies. Læs mere om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.'
Eksempel på tilhørende underlink med angivelse af tredjeparter
'Tredjepartscookies på hjemmesiden tilhører: Google (statistikcookies), og…'
Eksempler på information om adgang til at slette og tilbagekalde et samtykke
'Lær hvordan du sletter cookies på din computer: Hvordan sletter jeg cookies?'
'Cookies kan frit deaktiveres i den besøgendes browser. Dog med en forringet brugeroplevelse som resultat. Ønsker du at slette dine cookies, kan du finde guides til dette her.'