Stroustrups studiekammerat: C++ satte objektorienteret kode på landkortet

Med C++-skaber Bjarne Stroustrup har Aarhus Universitet med egne ord fået fingre i en kapacitet, der ligger helt i toppen over personer, der har præget historien over programmeringssprog.

Om Bjarne Stroustrup ligger i top3, top5 eller top10, er svært at sige.

Men for direktør Ole Lehrmann Madsen, Alexandra Instituttet ved Aarhus Universitet, er der ingen tvivl om, at den 59-årige skaber af programmeringssproget C++ sidder med i inderkredsen, når snakken falder på store personligheder inden for programmeringssprog.

»Han hører helt klart til i toppen,« siger Ole Lehrmann Madsen, der også er professor i datalogi ved Aarhus Universitet med objektorienteret programmering som forskningsområde.

Som Version2 skrev tidligere torsdag, er Bjarne Stroustrup den ene af to nyudnævnte, adjungerede professorer ved Datalogisk Institut på Aarhus Universitet.

Læs også: Dansk C++-opfinder ny professor ved Aarhus Universitet

»Hvis man kigger på, hvilke programmeringssprog, der har haft mest ?impact' i historien, så er det meget, meget svært at komme uden om C++. C++ blev det altafgørende gennembrud for objektorienteret programmering,« siger Ole Lehrmann Madsen.

Ole Lehrmann Madsen gik på samme hold som Bjarne Stroustrup tilbage i midten af 1970'erne, hvor de begge studerede datalogi ved Aarhus Universitet.

På grund af sin tilknytning til Aarhus Universitet ? og byen Århus, hvor Bjarne Stroustrup selv kommer fra ? har universitetet og den internationalt kendte Bjarne Stroustrup holdt kontakten i alle de år, hvor Bjarne Stroustrup har boet i USA og været tilknyttet forskellige amerikanske universiteter og forskningssteder.

»Han har besøgt os og holdt foredrag flere gange,« siger Ole Lehrmann Madsen.

Flytter ikke til Danmark

Bjarne Stroustrup er professor i datalogi ved Texas A&M University, USA, og udnævnelsen som adjungeret professor ? en ulønnet stilling, der på engelsk kaldes ?honorary professor' ? betyder ikke, at han nu flytter til Danmark og får kontor på Aarhus Universitet.

Men Ole Lehrmann Madsen regner med, at man nu kan gøre det eksisterende, uformelle samarbejde mere formelt.

»Set fra vores bord kan vi nu markedsføre os med, at Bjarne Stroustrup er adjungeret professor hos os. Det betyder også, at vi fremover vil prøve at sikre nogle mere regelmæssige besøg, og at vi på et tidspunkt måske kan fastholde ham så længe, at han vil kunne holde et kursus for de studerende,« forklarer Ole Lehrmann Madsen.

Forskerne på Alexandra Instituttet, der beskæftiger sig med anvendelsesorienteret it-forskning, vil også kunne drage nytte af den praktisk orienterede datalogiprofessor.

»Bjarne har om nogen omsat forskning i programmeringssprog til noget, der kan anvendes i praksis. Vores opgave er at sørge for, at der er en sammenhæng mellem forskning og den virkelige verdens problemstillinger, og det har han stor erfaring med,« siger Ole Lehrmann Madsen.

Bjarne Stroustrup færdiggjorde sin ph.d.-afhandling ved Cambridge University i England i 1979.

Herefter flyttede han med familien til New Jersey, USA og påbegyndte udviklingen af C++ ved Bell Telephone Laboratories, senere AT&T Labs, hvor han stadig er tilknyttet som fellow.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Carsten Olsen

Os her på Kongeøen, har noget at lære. (Der er, noget at komme efter i NordJylland)

Bare en strø-tanke, men hvis man laver et scriptsprog med C++ syntaks og sætter en JIT compiler på (a-la V8) på? Får man så ikke et sprog der er resistent over for sue(-icide) angreb fra Oracle? (hvis syntaksen stammer fra C++ er den vel ikke stjålet fra Java) (Hvad SAP så skal bruge af undskyldning må de selv om!)

Hvis du bliver (hurtigt) sur over ovenstående bladder, så tag det, for det - det er! (en Århus-historie)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere