Strømsvigt i CSC-datacenter lammer it-systemer

Flyselskabet SAS og en række andre kunder hos it-selskabet CSC har torsdag kæmpet med it-problemer, efter en hardwarefejl skabte problemer i CSC's datacenter.

Et strømsvigt i et datacenter hos it-selskabet CSC lammede torsdag fra klokken 11 it-systemerne hos flyselskabet SAS og hos flere andre CSC-kunder.

Ifølge CSC var SAS-systemer oppe at køre igen i løbet af torsdagen, hvor der fortsat var ustabile systemer hos andre kunder.

»Vi er i dialog med kunderne og har en taskforce i gang, der arbejder benhårdt på at få systemerne hos alle berørte til at køre stabilt og på at sikre, at det ikke sker igen,« siger kommunikationschef Line Ørskov, CSC.

Hun ønsker ikke at oplyse, hvilke kunder, der er eller har været berørt af nedbruddet, men siger, at der er tale om flere.

Strømsvigtet blev udløst af en hardwarefejl i CSC's datacenter klokken 10.53 og ifølge CSC var de fleste systemer relateret til SAS oppe igen ved middagstid.

Ifølge kommunikationskonsulent Mikkel Løndahl hos SAS var flyselskabet og søsterselskab SAS Ground Services ramt af problemerne, der blandt andet gav bøvl med check-in og bording af passagerer.

»Nedbruddet har givet forsinkelser på op mod 30 minutter, men vi flyver nu normalt igen og har kun haft mindre problemer i løbet af eftermiddagen,« siger Mikkel Løndahl, der beklager de problemer, som passagerne har oplevet.

Nedbruddet hos CSC har også skabt problemer for en række andre flyselskaber, der ligesom SAS benytter SAS Ground Services i Københavns Lufthavn.

Artiklen er opdateret fredag formiddag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere