Stram Kurs udelukkes fra fortsat at indsamle vælgererklæringer

Illustration: TM Grafik
Én e-mailadresse er brugt 56 gange til at give støtte til partiet.

Valgnævnet har truffet afgørelse om at udelukke partiet Stram Kurs fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og at annullere Stram Kurs’ indsamling af vælgererklæringer til brug for indgivelse af anmeldelse som opstillingsberettiget parti til valg til Folketinget og valg til Europa-Parlamentet. Det skriver nævnet i en meddelelse.

Tidligere har Økonomi- og Indenrigsministeriet erkendt overfor Version2, at systemet til digitale vælgererklæringer nok skulle have været designet på en anden måde, så en indlagt betænkningstid på syv dage ikke uden videre kan omgås.

»I bagklogskabens lys må det konstateres, at systemdesignet i højere grad burde have taget højde herfor, og det har vi nu taget konsekvensen af, idet der nu skal udvikles en ny portal til brug for indsamling af vælgererklæringer, hvor der ikke kan snydes med eftertænksomhedsperioden,« skrev ministeriets presseafdeling til Version2 i maj sidste år.

Læs også: Ministeriet om snyd med vælgererklæringer: Systemdesignet burde have fanget det

Den tidligere fremgangsmåde var således: Når en vælger ville støtte et parti, gav vælgeren sin e-mailadresse til partiet. Partiet indtaster e-mailadressen i vælgererklæring.dk.

Efter en eftertænksomhedsperiode på 7 dage modtager vælgeren en e-mail med et link til vælgererklæring.dk. Her logger vælgeren sig ind med NemID og kan afgive en vælgererklæring til partiet. Først her har vælgeren afgivet en vælgererklæring og dermed støttet partiet.

Læs også: Juraeksperter: Ministerium kunne have stoppet snyd med vælgererklæringer

Valgnævnet konstaterer i sin afgørelse, at Stram Kurs den 4. og 5. december 2019 har indlæst i alt ca. 55.000 e-mailadresser til hver valgtype i vælgererklæringssystemet, dvs. ca. 55.000 e-mailadresser til folketingsvalg og ca. 55.000 e-mailadresser til Europa-Parlamentsvalg, i alt ca. 110.000 e-mailadresser.

Ud af de ca. 55.000 e-mailadresser, der er indlæst til hver valgtype, er kun ca. 40.000 unikke. I mere end 9.000 tilfælde er den samme e-mailadresse indlæst mere end én gang til hver valgtype. Heraf er ca. 3.200 indlæst mere end 2 gange og 730 mere end 5 gange til hver valgtype. Én e-mailadresse er indlæst 56 gange til hver valgtype. Det nævnte mønster gør sig gældende helt parallelt for begge valgtyper.

Valgnævnets afgørelse betyder, at Stram Kurs ikke kan indsamle vælgererklæringer, hverken digitalt eller papirbaseret, indtil afslutningen af den resterende del af den periode eller de perioder, hvor partinavnet er godkendt som navnet på et nyt parti til deltagelse i valg til Folketinget og valg til Europa-Parlamentet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (19)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Knud Larsen

Det kræver vist en forklaring? Hvem står bag ved et sådant design? Hvor svært kan det være?

Jeg er er forundret over, hvordan folk bruger email adresse, men rigtig mange bruger det faktisk som en postadresse altså en fælles for hele familien: Konklusion: emailadresse er ikke unikt.

Men i forkalringen til valgerkæring står der, at man også anvender personnummer som så absolut er en unik kode per person. Så bemærkningen om flere email indlæst flere gange er totalt irrelevant. Forklar venligst?

  • 8
  • 0
Ditlev Petersen

Vist så, men en familie med 56 medlemmer, er lidt usædvanligt.

Det ærgrer mig dog, at systemet med at samle stillere synes brugt til at få ram på nye partier, at hindre dem i at stille op med tekniske fif (jeg kan ikke fordrage Paludan). Nu vil han de næste par år promovere sig selv som "Partiet der ikke må sttille op".

  • 3
  • 0
Jens Beltofte

Interessant at Version2 slet ikke berører det manglende samtykke der er omtalt i afsnit 2.2 i afgørelsen. Der står følgende:

Social-og Indenrigsministeriet har overfor Valg nævnet oplyst, at en e-mailadresse tilhørende en af ministeriets medarbejdere blev afgivet til partiet i forbindelse med mini-steriets afdækning af partiets omgåelse af vælgererklæringsreglerne i foråret 2019,og at den pågældende medarbejder ikke på ny har oplyst sin e-mailadresse til partiet eller givet samtykke til, at e-mailadressen på ny blev indlæst i systemet, lige som den pågældende medarbejder heller ikke tidligere har samtykket til at anvende e-mailadressen til at støtte partiets opstilling til Europa-Parlamentsvalg (hvilket partiet først den 23. september 2019 blev godkendt til at indsamle vælgererklæringer til). Social-og Indenrigsministeriet kan konstatere, at denne e-mailadresse optræder 3 gange til hver valgtype i den aktuelle indsamling.

Endelig frem gik det, uanset at Stram Kurs den 4. og 5. december 2019 har indlæst ca. 55.000 e-mailadresser til Europa-Parlamentsvalg, ikke af partiets hjemmeside på de pågældende dage–hvor man kan indtaste sin e-mailadresse – at partiet også ønskede at opstille til Europa-Parlamentsvalg. Her var alene omtalt folketingsvalg.

Er det ikke en sag for Datatilsynet, hvis Stram Kurs har brugt de 55.000 e-mailadresser indsamlet til Folketingsvalget til Europa-Parlamentsvalget uden samtykke?

  • 5
  • 1
Michael Cederberg

Det ærgrer mig dog, at systemet med at samle stillere synes brugt til at få ram på nye partier, at hindre dem i at stille op med tekniske fif (jeg kan ikke fordrage Paludan). Nu vil han de næste par år promovere sig selv som "Partiet der ikke må sttille op".

Paludan og hans lakajer brød loven (det gjorde Riskjær også) - derfor er der ingen grund til at have ondt af dem i denne sag. De fik det at vide 3 gange og valgte blot at fortsætte.

Men der er intet der forhindrer Paludan i at lave et nyt parti - fx. "Stram Kurs 2". Det vil fint kunne samle underskrifter. I praksis er det således ikke nogen straf.

Mere generelt er det sådan at kravet om 20.000 underskrifter og 2% spærregrænse er til for at holde nye partier ude. Da man designede demokratiet i Danmark, indså man klogt at folketinget ikke vil kunne fungere hvis der ender med at blive alt for mange partier (udvalgsarbejder, forhandlinger, ordførerskaber, etc.). Men man valgte også en struktur, hvor et skifte i folkestemningen vil give mulighed for nye partier (vi har de senere år set DF, LA, Alternativet, Nye Borgerlige).

En fin balance og en som jeg lige så stille bliver mere og mere glad for (sammenlignet med valg til kongressen i USA, præsidentvalg i USA, valg til parlamentet i UK, etc.).

  • 9
  • 2
Benjamin Balder

Valgnævnets afgørelse betyder, at Stram Kurs ikke kan indsamle vælgererklæringer, hverken digitalt eller papirbaseret, indtil afslutningen af den resterende del af den periode eller de perioder, hvor partinavnet er godkendt som navnet på et nyt parti til deltagelse i valg til Folketinget og valg til Europa-Parlamentet.

Er der nogen, som på lidt mere simpel dansk kan gentage ovenstående, så det er forståeligt?

  • 0
  • 0
Povl Hansen

" "Det er et alvorligt angreb mod demokratiet og ikke specielt befordrende for mig som partiformand. Jeg har ikke været klar over fejlene. Der var godt nok lige det med Riskær-finten tidligere på året, som vi også benyttede os af," siger Rasmus Paludan.

Han henviser til det smuthul i lovgivningen, som omgik eftertænksomhedsperioden på syv dage, og som gjorde det muligt for partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs at nå at samle nok vælgererklæringer ved folketingsvalget i sommer. "

så spørgsmålet er ikke om han har snydt, men hvorfor lovgivning er nød til at være kompleks fordi man skal højde for idioter som ham

  • 1
  • 4
Jørgen L. Sørensen

Er der nogen, som på lidt mere simpel dansk kan gentage ovenstående, så det er forståeligt?

Måske dette kan hjælpe på forståelsen på noget af det:

Valgnævnets afgørelse berører ikke Stram Kurs’ ret til at stille op til folketingsvalg, så længe den tidligere anmeldelse til folketingsvalg er gyldig. Anmeldelsen af Stram Kurs er gyldig i 18 måneder fra anmeldelsens dato den 27. april 2019, dvs. frem til den 27. oktober 2020.

Iflg. nævnets afgørelse - link til pdf-fil: https://valg.sim.dk/media/37919/afgoerelse-af-30-marts-2020.pdf

  • 2
  • 0
Ditlev Petersen

så spørgsmålet er ikke om han har snydt, men hvorfor lovgivning er nød til at være kompleks fordi man skal højde for idioter som ham

Han er jo ikke idiot, netop derfor skal tingene være så komplekse. For ellers (mis)bruger han systemet. Nu er han så i gang med et spejlparti, der skal samle stillere til ham.

Og han promoverer sig som politisk forfulgt nu. Med meget begrænset mediedækning (foreløbig).

  • 2
  • 0
Peter Jensen

Enhver kan frit indtaste enhver email til et parti der opstiller. Ingen kan være sikker på hvem der indtaster en email og med hvilket motiv. Det er faktuelt totalt ligegyldigt og irrelevant. Kun NemID-erklæringen er relevant og kan bruges til noget som helst. Derfor er sagen 100% politisk - og intet andet. Det er ynkeligt at se hvor lavt politiske modstandere kan gå for at udelukke dem de ikke kan lide fra demokratiet.

  • 5
  • 6
Niels Danielsen

Kun NemID-erklæringen er relevant og kan bruges til noget som helst. Derfor er sagen 100% politisk

Det er for at forhindre at folk bliver passet op på gågaden, og senere fortrydder. Systemet kan ændres til at kræve to Nem-ID login med mindst 7 dages mellemrum, partiet behøver principielt ikke noget person henførebar ID. Det gør det så umuligt (For partiet) at følge op på om vælgererklæringen faktisk er afgivet som lovet. (Så kan man diskutere om det er en fordel eller ulempe for demokatiet).

  • 4
  • 0
Morten Hertz

Antallet af dubletter i listen af emailadresser er irrelevant. En person kan sagtens i utålmodighed have skrevet sig ind flere gang, eller flere personer kan dele en familieemail. Mailadressen bruges bare til at udsende mail med link til den hjemmeside, hvor man godkender sin opstilling med NemId Og når alle stillere skal godkendes på unikt CPR-nr., giver det jo ikke en fordel for partiet at skrive dubletter på listen.

Det Stram Kurs har gjort forkert er, 1. uden samtykke at have brugt stillernes mailadresser både til Folketingsvalg og Europaparlamentsvalg, sådan at stillerne er blevet “spammet” med link til at godkende opstilling til EP, selvom de kun havde skrevet sig op som stillere til FT. 2. udsendt link til at godkende opstillingen hurtigere end den betænkningstid på syv dage, der er kutyme fra dengang, det var den tid, det tog med snailmail (ligesom Riskær også gjorde).

At udelukke partiet i 2½ år virker som spild af energi, når Paludan bare kan lave et nyt parti (Strammere Kurs? Stram Kurs v2.0?), og begynde at indsamle underskrifter i morgen.

Det virker heller ikke særligt demokratisk at udelukke et parti så længe på de teknikaliteter. Det ser jo ikke ud til, at der kommer et nyt folketingsvalg inden Stram Kurs’ gamle opstillingsberettigelse udløber oktober i år.

  • 5
  • 4
Peter Kyllesbeck

Efter en eftertænksomhedsperiode på 7 dage modtager vælgeren en e-mail med et link til vælgererklæring.dk. Her logger vælgeren sig ind med NemID og kan afgive en vælgererklæring til partiet. Først her har vælgeren afgivet en vælgererklæring og dermed støttet partiet.

Det er vel ligegyldigt, hvor mange gange en e-mailadressen bliver indlæst i systemet. Vælgererklæringen er først gyldig, når den er godkendt med NemId. Det kan så være "træls", at få opfordring til at godkende erklæringen flere gange. Men i sidste ende er det kun en godkendt erklæring.

  • 3
  • 0
Kristian Lund

Fra afgørelsen:

Der sendes en e-mail pr. indlæst e-mailadresse. Når en vælgers e-mailadresse er indlæst flere gange, sender systemet således et tilsvarende antal e-mails med links til e-mailadressen. Det sætter vælgeren i stand til at videresende de ekstra invitationer med links, sådan at andre vælgere – uden at skulle vente 7 dage – umiddelbart kan afgive deres vælgererklæring.

De mange mails har ikke givet tilsvarende flere underskrifter. Men de har givet en enkelt person mulighed for at videresende deres "er du sikker"-link til en anden person, som så - uden betænkningstid - har kunnet afgive "underskrift".

Det er altså kun i detaljerne det har været muligt at snyde. Ikke desto mindre har det været forsøgt at omgå en del af systemet.

Det svarer lidt til at tage et billede af din stemmeseddel. Det giver dig ikke en ekstra stemme, eller tilsvarende direkte omgåelse af stemme-akten, men det er imod reglerne og det gør derfor din stemme ugyldig.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere